tirsdag den 12. marts 2013

Jeg ønsker bare fred.

Klokken er 2, men jeg kan ikke sove. Det er nu et halvt år siden, at jeg læste underretningen, 6 måneder er gået siden Teresa's hemmelighed blev afsløret. Hvordan mon et barn på 11 år oplever sådant et halvt år? 

For et halvt år siden sad vi 3 ved morgenbordet og spiste, mig, Teresa og Lucas. Skoven og dens dyr var vores nærmeste nabo. Om få timer, når Teresa står op, sidder vi to ved morgenbordet i en storby med naboer, nabohaver, gadelygter og brosten lige udenfor vinduerne. Solsorten er ikke vågnet endnu, men om lidt skræpper han op fordi han ser byen vågne. I skoven fløjtede han godmorgen med sin smukke melankolske sang. Måske skulle jeg skræppe lidt sammen med ham, skræppe frustrationen ud og vække de mennesker, som intet aner om den smerte, som jeg bærer rundt på. Skræppe op om, at jeg længes efter at synge.

Det var godt at sandheden om overgrebene kom frem, så jeg kunne handle og stoppe dem. Jeg ved, at Teresa er lettet over at slippe for den tunge hemmelighed, men også hun venter på fred. Kære Gud, hvor bliver freden af? 

Jeg husker stadig hvordan ordene i Teresas dagbog sprang op som en knytnæve og lammede mig i flere minutter, imens sandheden langsomt sivede ind i bevidstheden og krævede handling. Beskrivelsen af de seksuelle overgreb begået af en jævnaldrene dreng i parallelklassen og af Lucas, var ikke til at komme udenom. Tankerne myldrede. Min lille pige skulle jo ikke opleve at blive seksuelt misbrugt. Jeg skulle bryde den sociale arv. Det var meningen at den sociale arv skulle slutte ved mig. Hvorfor? Jeg har gjort alt hvad jeg kunne og alligevel var det ikke godt nok. Hvad nu? Lucas skal hjem til hans far. Hvad med Teresa? Hvem passer på hende i skolen? Jeg kan da ikke bare sende hende afsted? Men jeg kan da heller ikke holde hende hjemme. Hvorfor? Lucas, hvordan kunne han gøre det her? Hvorfor? 

I morgen kommer den nye socialrådgiver i den nye kommune hjem til mig. §50 undersøgelsen der er lavet af den gamle kommune, fortæller om et fraskilt forældrepar, der har ført krig imod hinanden og passer godt i tidens billede af, at alle familier, hvor der foregår overgreb, er dysfunktionelle familier. Der står, at Søren har travlt med at finde fejl og mangler hos mig, og at jeg har travlt med at bevise, at det ikke passer. Selvom der står meget rigtigt i den og at den i bund og grund peger på at både forældre og børn skal tilbydes hjælp, så står der også en masse lort. Lort, som Søren har fået held til at placere, i hver eneste samtale han har haft med set offentlige system. Løgne og beskyldninger, som jeg ikke kan få slettet. 
Jeg håber af hele mit hjerte, at det er en socialrådgiver, der kan se mig i et sandt lys. Som vil tro på mig og min historie. Og som kan træde varsomt og forstår, at hun også skal passe på Teresa. Jeg håber, at jeg nu, efter et halvt år, kan få tilbudt den hjælp, som man har haft så snegletravlt med at beskrive, at jeg har brug for. Hvor jeg dog længes efter at mærke omsorg og anerkendelse i stedet for mistro og beskyldninger. Hvor jeg dog længes efter fred helt ind i mit aller inderste. Fred, fred, fred.


3 kommentarer:

  1. Kære Wilhelmina

    Tusind tak for indblik i dit liv. Det er barskt og jeg kan kun gætte på, hvor fuld af sorg og frustration du må være over din situation.

    Jeg håber af hele mit hjerte, at den nye sagsbehandler SER og HØRER dig. At i sammen kan finde de værktøjer, der skal til, så du og dine børn kan få den rette hjælp.

    Tanker og knus

    Pernille Gyldensøe

    SvarSlet
  2. Kære Wilhelmina

    Det er et meget rørende indlæg.
    Det minder mig om min mors frustration over, at jeg også havde været udsat for seksuelle overgreb - trods hendes vagt overfor det - fordi hun selv er et offer.

    Kære Gud
    Lad sagsbehandleren se at der er BRUG for indgriben i denne familie <3 Hjælp dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære I.P.

      <3 Tak. Jeg er spændt på hvordan Teresa vil fortælle om denne her periode i hendes liv, når hun bliver voksen. Jeg håber så inderligt at jeg kan støtte hende på den måde, som hun har brug for. Det må være hårdt at se sin mors frustration.

      Kærligst Wilhelmina

      Slet