Bank på og der skal blive lukket op.

Sans nuet og smag på livet. Det burde ikke være så svært, for det lyder vidunderligt. Lidt som en opskrift på at leve et meningsfyldt liv omgivet af duftende blomster og varme kærtegn fra mennesker, jeg holder af.

 Jeg kan tage en dyb indånding af den varme brise der hvirvler rundt ude i min gårdhave. Jeg kan mærke den silkebløde fornemmelse af liv, når jeg kører hånden igennem min hunds bløde hvalpepels. Jeg kan mindes en god vens glatte varme hud imod min håndflade. Jeg kan lytte til fuglenes konstante sang der fortæller at alt ånder liv og foråret er i fuld gang. Jeg kan se det lysegrønne skær der omgiver træernes grene, knopperne kan briste hvert øjeblik.  

Men hvad sker der, når et barn kommer til sin mor med tårer i øjnene og blodet løbende fra en rift på knæet, og det bliver mødt med et "Her er et plaster, det kan du sætte på" Hvad sker der med sansningen af smerten når den bliver afvist som ikke-eksisterende? 

Hvad sker der med den lille pige, der med en masse kærlige følelser for sin far oplever at kærligheden bliver givet tilbage i en helt forkert form. Når kærlighed bliver givet tilbage med en berøring og en tvang til noget, der på en gang er rart, smertefuldt, kærligt, forkert, farligt og livstruende?

Hvad sker der, når den lille pige kommer fra skole, stolt og glad og brændende har brug for at dele livet med sine forældre, men bliver mødt med et "Jeg har ikke tid, gå ind på dit værelse"?

Hvad sker der med den unge pige, der åbner op for sine nye fine tanker om kærlighedens væsen, men får beretninger om partnerbytte, forelskelse og begær tilbage? 

Hvad sker der med den unge kvinde, der vover at fortælle om alt det ubehagelige, men som ingen tror på? 

Hvad sker der med den unge kvinde, der netop har oplevet et seksuelt overgreb og har turdet lukke op og fortalt sin historie, når det offentlige sender hende på efterskole, uden nogensinde at snakke med hende og uden yderligere hjælp i månederne inden og og efter efterskoleopholdet?

Hvad sker der med den modne kvinde, når hun bliver lovet omsorg og respekt, men i steder oplever at få grænserne overskredet og være tæt på at blive voldtaget?

Hvad sker der når en mor, der er kærlig og elsker sine børn, pludselig bliver beskyldt for at være voldelig og for at svigte sine børn? Når ingen lytter til hende, men forholder sig skeptisk til ethvert ord hun siger?

Hvad sker der med en kvinde, der kæmper med livet og smerten, når hun bliver dømt uegnet og skal bevise det modsatte?

Hvad sker der  med kvinden, der søger alt det gode, smukke og meningsfyldte, når hun bliver mødt med vrede, hævn og foragt og magtesløs må se på, hvordan mennesker træder på det smukke hun har og tror på?

Et sådant menneske bygger en mur op imellem sig selv og omverdenen. De eneste der kan komme indenfor muren er hendes børn. Et sådant menneske længes efter at dele og modtage. Et sådant menneske bærer på en erfaring der siger, at det som hun tror, hun får, når hun rækker ud, ikke er det hun kan forvente at få.

Det ved jeg alt om, for jeg kæmper i dag med de senfølger der er opstået, som et resultat af dette.

Jeg længes efter at blive elsket og modtage kærtegn. Jeg længes efter at have en at holde i hånden, når jeg er allermest ked af det. Jeg længes efter at turde være mig uden en maske der påstår, at her går en lykkelig kvinde. Jeg længes efter at blive holdt om og vugget til ro, når angsten er ved at kvæle mig og presser livslysten over i det fjerneste hjørne. 

Jeg vil så gerne lukke mennesker ind i mit liv. Jeg har mennesker omkring mig, der længes efter at give mig kærlighed og omsorg, og som er kede af, at jeg ikke lukker dem ind. Og jeg er ked af, at jeg ikke kan. 

Mit spørgsmål til mig selv, til verden og til livet er, hvordan ændrer jeg det her? Hvad skal jeg gøre for at det bliver anderledes? Hvordan får jeg brudt den mur ned, som jeg har bygget op? Det skal gøres nænsomt, som med en neglefil og dog hurtigere end en asfaltopbryder . Jeg har brug for at det sker nu, for jeg kan ikke holde mit liv ud, som det er lige nu.

Kære Gud, jeg er så bange for dette stykke arbejde, bange for, hvad jeg risikerer at modtage, hvis jeg vover at lade mennesker komme ind der, hvor jeg har gemt alt det smukke.

Pas på mig og beskyt mig imod alt ondt. 

Amen

At vente tålmodigt

Jeg gider ikke mere sorg, smerte og frygt. Stormen, der har holdt mit liv fastlåst i en tornado, må nu passe sig selv. Jeg vil ikke være med længere. Jeg kan ikke få stormen til at lægge sig, men jeg bliver rundtosset og mister grebet på livet, når jeg bliver kastet rundt af vinden. Nok er nok.

Jeg vil leve, grine og nyde livet. Jeg vil stå op om morgenen og føle mig levende og forventningsfuld til, hvad dagen bringer. Jeg vil have et meningsfyldt liv, og jeg vil have mennesker tæt omkring mig, som jeg kan betyde noget for.

Jeg vil synge mine sange for et publikum. Jeg vil i gang med at male igen og vise min kunst frem. Jeg vil igang med at skabe den plads og den synlighed omkring mig, som alt for let har ladet sig puste af banen. Jeg har ikke lært at være synlig, men jeg øver mig hele tiden og jeg bliver bedre.

Lige nu kender jeg kun ganske få i min nye by, og ikke personligt. Byen gemmer helt sikkert mennesker, som vil blive en del af mit liv. Jeg skal bare lige finde dem.

En morgen, da jeg var ude og lufte min uldtot af en hund, gik der en anden hundeejer foran mig. Hans hund vendte sig hele tiden om og ville gerne i kontakt med min hund, men ejeren viste ingen interesse og satte ikke farten ned. Jeg begyndte at gå hurtigere for jeg var stædigt opsat på at indhente ham. 200m, 150m, 100m, 50m, og så skulle min hund lige af med en lort, 150m, 100m, 50m, endelig får jeg rødkindet og forpustet spurt; "må din hund lege med min hund?" 

Jeg spurgte ikke manden, om jeg måtte følges med ham og da han fortalte at han mødtes med nogle andre hundeejere i jagthytten, så gik jeg bare med derhen. Jeg blev heldigvis budt indenfor og sad så den formiddag sammen med 3 gamle herrer, halvanden generation ældre end jeg selv, og følte mig lidt malplaceret imens jeg undrede mig over min egen ihærdighed. 

I kirken forsøger jeg også at blive set. Jeg smiler og hilser og følges med mennesker hen ad vejen hjemad, når gudstjenesten er forbi. Jeg deltager i alle sociale arrangementer jeg kan og jeg fortsætter i troen på, at der lige pludselig dumper noget meningsfyldt liv ned foran mig. Mennesker jeg kan blive venner med. Jeg længes efter den dag, hvor jeg finder den ledige stol omkring det runde bord, hvor andre mennesker sidder og deler deres liv og interesser. 

Sådan går mine dage og kunsten er at bevare håbet om, at der kan ske noget godt lige om lidt. Kunsten er at fortsætte selvom pladserne enten er optaget eller ikke opdaget endnu. 

Jeg skal være tålmodig. Men prøv lige at bede en 43 årig enlig kvinde, der er nået til det livsstadie, hvor der er ting der skal nåes, inden det er for sent, om at være tålmodig.

Alting skulle helst være sket i går, det er jo derfor nogen kalder det panikalderen. 

Beklager, jeg kan ikke sætte mig tålmodigt ned og lære, hvorfor tålmodighed er en dyd. Det giver mening for en 80-årig, men ikke for mig. Jeg er ikke gammel nok til at forstå den visdom.

Så i ventetiden vil jeg lave meningsfyldte ting. Jeg vil være åben og udadvendt, selvom det er grænseoverskridende for mig, fordi jeg er introvert af natur. Jeg rekreere hjemme foran klaveret   , så der kommer balance i tingene. Stormen raser et sted lige udenfor, men jeg hører kun hylene fra den engang imellem, og jeg vil ikke give den min kostbare tid og min nysgerrige og livgivende opmærksomhed. 

Jeg gør det jeg er bedst til, jeg tænker kreative tanker og handler spontant på enhver mulighed. En dag falder lykken ned i mine arme, og jeg skal nok gribe den. En dag smiler livet til mig, og så får det et knus tilbage. En dag, måske i dag, måske i morgen, i næste uge, om en måned eller to, en dag vil jeg møde det gode liv, som venter på mig et sted. En dag....