Livskraften

Jeg vil så gerne være positiv, optimistisk og glad. Jeg bliver aldrig sådan rigtig udadvendt, men det gør heller ikke noget, når bare andre mennesker kan lide mig.

Denne måde at være på passer godt til min stærke vilje til livet. Jeg har aldrig brudt mig om ordet "overlever". Hvis man overlever et trafikuheld, så er det ikke sikkert det udelukkende er positivt, for der kan være følger som nedsætter livskvaliten resten af livet. At være overlever efter seksuelle overgreb er for mig ikke godt nok. Jeg vil have et godt liv, så jeg kan blive en tilfreds og livsklog 100 årig gammel dame, der smiler, når hun ser tilbage på årene der gik.

Jeg samler på gode oplevelser. Jeg vælger ting fra, som ikke er godt for mig, og jeg holder fast i at gøre ting, som gør mig glad og afslappet. Jeg er ufattelig god til at få det bedste ud af livets forandringer og udfordringer, også når de gør ondt og ikke er ønskede. Min hjernes kreativitet går med det samme i gang og forsøger at nytænke indtil jeg igen er tilfreds med mit liv. Min kerne af livsmod og livsvilje er min allerbedste ven.

De seneste 2 år har jeg sagt farvel til min mor, mine søskende, mine mostre og onkler, min arbejdskariere, nogle gode relationer og mit skønne hus i skoven. Jeg har ladet Lucas flytte til sin far og for 1½ år siden flyttede min store søn Marcus hjemmefra. 

Nu er jeg kommet i en situation, hvor jeg ikke bare kan tænke kreativt. Søren kører retssag imod mig for at tage Teresa fra mig også, men det kan jeg aldrig nogensinde tillade sker. Teresa vil ikke og det er på ingen måde godt for hverken hende eller mig. Jeg kan ikke tænke eller handle mig ud af problemet. Situationen er ude af mine hænder. Der er intet jeg kan gøre udover at prøve at blive ved at tænke klart og logisk og tro på, at sandheden og fornuften sejrer til sidst.

Jeg har klaret mig igennem de andre tab, men at fratage mig min kreative overlevelsesstrategi føles som tortur. En konstant indre frygt for at miste min datter. Psykologerne på rådgivningscenteret og socialrådgiveren vil have mig til at sige til Teresa, at det er ok med mig, hvis hun vælger at ville bo ved Søren. At vi ses alligevel og at hun ikke mister mig.
Men det kan jeg ikke sige. Det ville være at lyve. Søren ville gøre alt for at skade min relation til børnene. Han vil bilde børnene ind, at de har det bedst hos ham og hans nye kone. Han vil gnide sig i hænderne og fryde sig. Så har han taget alt fra mig inklusiv min familie.
At jeg sagde farvel til min familie, fordi de fortsat ikke ville anerkende, at min far og stedfar har udsat mig for seksuelt overgreb. At jeg ville beskytte mine børn fra deres løgne om mig og deres overfladiske facade, og at jeg ville beskytte Teresa imod overgreb fra min stedfar, alt det vil jeg blive hånet for. Søren elsker at kunne pege fingre af mig og lade børnene vide, at jeg ikke er normal. 

Jeg vil gerne møde verden positivt og vise dem mit glade og positive væsen. Men jeg er for træt. Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere kan vise de positive sider, fordi frustrationen, magtesløsheden og det uendelige pres fylder det hele. Jeg kan ikke skjule det længere, for smilene når ikke øjnene. Smerten indefra lyser ud af dem og får mig til at se slidt og trist ud. 

Min stærke livskraft er lige nu begravet under mit trætte og sorgfulde sind. Den er der endnu, det ved jeg, og så snart det mindste hul giver den plads, eksploderer den og går til angreb på bekymringerne og trætheden. Jeg stoler på den, for uden den ville jeg ikke være den jeg er. Uden den ville jeg ikke have klaret mig så stærkt indtil nu. Livskraften får ingen lov at tage fra mig. Jeg slipper den aldrig. 

Det gør ondt at være der, hvor jeg er lige nu. Jeg frygter, at jeg skræmmer alle væk, når mine øjne nægter at smile. Sådan her vil jeg ikke have det. Jeg håber så inderligt at det snart er overstået, så glæden og optimismen kan få plads igen. Kære Gud, lad tiden flyve og gør sindet let, imens jeg venter.