En kop varm chokolade

Det stormer udenfor. En isnende kold vind vrider træerne rundt og tvinger grenene til jorden. Ude i stormen er det svært at stå fast. Vejen der ellers plejer at være let at gå, synes uden ende og frakken og uldtrøjen beskytter ikke længere sjælen imod kulden. Vinden efterlader sine spor. 

Jeg ser mig selv i spejlet. Måske er spejlbilledet blevet for gammelt, en ting er sikkert, det trænger i hvert fald til at fornyes. Den konstante vind giver betændelse i øjnene og gør håret glansløst og uglet. Kropper er hærget og skuldrene hænger. Orkanen raser værre end nogensinde.

Kun de røde kinder viser, at der stadig er varmt blod i kroppen. Jeg mærker et behov for at trække benene op under mig og lade mit lune uldtæppe varme sjæl og krop. Alt for lang tid har orkanen raset, alt for lang tid har jeg vandret rundt uden beskyttelse imod vinden.

Lige nu sidder jeg under tæppet med min ynglingschokolade i mit favorit krus. Meteologerne lover ingen bedring forløbigt, men jeg mærker alligevel varmen sprede sig i min forblæste krop. Den indre varme pumper rundt i kroppen og efterlader håb. Et håb om at vinden lægger sig og at det bliver muligt at få varmen igen. 

Intet er bedre end en dejlig kop varm chokolade, når kroppen er på frysepunktet og sjælen truer med at blive til en istap.  

Mine venner ser stormens hærgen, men de ser heldigvis også de små erantisser og de grønne spirer. Og de tror på at stormen snart lægger sig, så det kan blive forår. Mine venner er gode til at lave varm chokolade. De varmer min sjæl og gør kuldens stikkende fornemmelse mere udholdelig.

Tak for den varme chokolade.