fredag den 15. november 2013

Den smukkeste opdagelse

Jeg vil gerne dele noget helt særligt. Noget smukt og fint, som er umuligt at holde inde. En opdagelse der får konsekvenser for resten af mit liv.

Senfølgerne efter overgrebene og de mange svigt har betydet, at jeg hele tiden har haft en bestemt livsvision, som jeg konstant har haft som mål. Jeg ville fungere så normalt som muligt. Jeg ville have et godt liv. Og i mit hoved var det at være gift med en mand og få det seksuelle til at fungere en del af at være "normal".

Så jeg har kæmpet og fejlet og kæmpet og fejlet og kæmpet og .....fået det ene angstanfald efter det andet, når det handlede om en mands seksualitet. Det var vel nærmest som en kæmpe trold der skulle besejres.

For et par måneder bestemte jeg mig for, at nu måtte det simpelthen holde op. Jeg ville date og jeg ville finde en kæreste. Og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at finde gode mænd at møde.

Og min krop og mit indre begyndte at arbejde. Om natten havde jeg grimme mareridt om mænd og samtidig de smukkeste og utrolig levende drømme om kvinder. Erotiske drømme der var så levende, at de kunne få mig til at rødme, hvis jeg skulle fortælle om dem.
Forvirringen var total.
Normalt ville jeg tolke sådanne drømme som at jeg søgte min egen seksualitet. Men omfanget og de stærke følelser der var i drømmene, påvirkede mig og gjorde de date jeg var på underlige. Jeg havde slet ikke lyst.
Den sidste date jeg var på stod jeg og håbede, at han kom så meget for sent, at jeg kunne tillade mig at køre. Overvejede at sende en sms til en veninde og spørge om det var ok at køre efter 10 min. Selvfølgelig blev denne date ikke særlig god.

For 2 uger siden blev jeg så træt af at være så forvirret, at jeg bestemte mig for at finde ud af, om det var angsten værd at date mænd, eller jeg hellere skulle prioritere at være alene resten af mit liv. Det var det mål jeg havde, da jeg trådte ind ad døren hos min psykolog.

Inde hos min psykolog fortalte jeg om drømmene. Hun lyttede og vi var ret enige om tolkningen af mine mareridt. Der var meget der tydede på at jeg mistede mig selv når jeg forsøgte at date.
Så snakkede vi om drømmene om kvinder. Hun spurgte om jeg nogensinde havde oplevet noget i forhold til kvinder. Jeg fortalte hende om kvinden/pigen fra da jeg var 17.

Jeg var til en fest. Jeg husker ikke hos hvem, men der var mange mennesker. Midt i menneskevrimlen fik jeg øjenkontakt med en lyshåret kvinde/pige med blå øjne. Det var varme øjne som jeg blev meget tiltrukket af. Så smukke og elskelige. Mit hjerte begyndte at banke og jeg mærkede suget i maven. Hun vækkede en længsel i mig, en tiltrækning langt stærkere end jeg siden har oplevet... og så forsvandt hun. Jeg ledte efter hende, men hun var væk.
I alle de år har jeg gemt den øjenkontakt som et meget smukt minde. 

Ved at tænke tilbage blev følelserne lige så stærke som dengang. Følelserne kom tilbage, jeg ville så gerne følge de øjne, rører ved hende, lære hende at kende.
Og ved at gå ind i følelsen tillod jeg mig at mærke min tiltrækning af kvinder. Jeg mærkede varmen komme til min krop, og også lysten til berøring. Angsten forsvandt og de erotiske seksuelle mig vågnede op og blev levende. For første gang mærkede jeg min tiltrækning af kvinder og bød den velkommen. 

Jeg tror rummet hos min psykolog var ladet med en helt anden spænding, der gjorde mig genert over mig selv. Så fint og smukt. Hun hjalp mig til at mærke hvem jeg var og hvad jeg godt kunne lide. Hun tillod at jeg mærkede min seksualitet og tiltrækning til kvinder. Hun pustede til den lille gnist som havde gemt sig og fik bålet til at blusse.

Da hun spurgte om jeg kunne komme i tanke om en sang, som beskrev hvordan jeg havde det, så var det Himlen rundt hôrnet, jeg kom i tanke om. Og jeg citerede noget af teksten for hende. Fremtiden der venter, og at jeg havde fundet det jeg søgte lige her. Hun fandt sangen og pludselig var Lisa Nilssons dans ikke længere mærkelig. Pludselig var hun bare smuk, når hun dansede med sig selv. Så fin og feminin. Jeg ville gerne rører ved hende og blive rørt ved af hende. Og jeg tænkte om min psykolog mon kunne mærke hvad der skete i mig. Sikkert tænker jeg med blussende kinder.

Verden er nu blevet en anden. Angsten til mænd er væk og min seksualitet  var glødende. Aldrig har jeg tilladt så mange følelser at være der. Aldrig havde jeg troet at det skulle blive sådan. Livet er tiltrækkende og jeg glædede mig til hver en ny dag i livet. Jeg er forelsket i mit liv set med mine nye øjne. Kvinder er smukke og mænd er der bare. Jeg behøvede ikke forholde mig til mænds seksualitet, det er kvinder jeg skal se efter, kvinder jeg føler mig tiltrukket af.
Det ene billede efter det andet har slået kolbøtter. Intet er som før. Når jeg ser en smuk kvinde er det hende jeg ser på. Hun fanger mit blik først.


Jeg har fået mange hint som voksen, men først nu er jeg klar til at se på den side, som jeg er svanset forbi, hver eneste gang jeg stødte ind i den. Indtil nu hørte den ikke med til et "normalt" liv. 

Jeg nyder livet i øjeblikket og svæver rundt. Bobler over af glæde og tiltrækkes af fremtidens endnu ukendte oplevelser. 

Jeg har fundet en del af mig, som nu fylder mig ud og gør mig hel. Jeg har fundet hjem i mig selv og her er vidunderligt at være. 

søndag den 18. august 2013

At finde hjem


Her er smukt. I det ene sprossede vindue står en bregne, der med sin lethed lader lyset skinne igennem. I det andet står der en plante med helt små hvide blomster, de dufter godt og pynter. Her er som der skal være. Der er brug for at blive puslet lidt om enkelte detaljer, men helheden er fin. Jeg har fået mig indrettet som jeg ønskede det. 

Men det er bare ikke så enkelt, når følelsen af at høre hjemme nægter at dukke op. I lang tid troede jeg, at det var fordi der var alt det uro omkring Teresa, men nu, hvor der ikke længere er tvivl om, at hun skal blive her, så burde følelsen af varme og hjemlighed melde sig, når jeg sætter nøglen i min dør og træder indenfor.

Jeg har fået nogle gode venner, som jeg holder utrolig meget af. Jeg har lukket dem ind og ignorerer alt den angst og usikkerhed der følger med. Jeg oplever at de holder af mig og det giver byen et mindre ensomt skær. Jeg er i gang med at få et netværk og jeg vil ikke herfra igen. 

Jeg har en ide om, at det er fordi jeg er blevet "overvåget". Sagsbehandlere og psykologen, der skulle lave den børnesagkyndige undersøgelse, Søren, der via børnene og behandlingsstedet har kunnet bruge hver en lille udtalelse til at beskylde mig for ikke at være god nok. Et brev skrevet til min mor endte på Sørens advokats kontor, fordi min mor, der er vred over at Teresa ikke må overnatte hos hende, vil have hævn og ville hjælpe Søren til at bevise, at jeg ikke var egnet til at være mor. Et brev, hvor jeg markerede, at hun gik over mine grænser, og hvor jeg gjorde hende klart, at hun skulle respektere mig.

Da jeg var barn var jeg frygteligt bange for at gøre noget forkert og vække opsigt. Og på en måde havnede jeg tilbage i den følelse. En lille fejl, et forkert ord eller handling ville blive brugt imod mig og kunne betyde, at Teresa ville blive taget fra mig. Jeg har holdt vejret og forsøgt at være perfekt. Hver gang det ikke lykkedes, fyldtes hver eneste celle i min krop med angst for konsekvenserne. 

Nu er det ovre. Jeg kan slappe af, trække vejret og børste det perfekte af mig. Jeg er fri, hvis jeg altså tør sprede vingerne ud igen. Og det er måske der hele problemet er. Når jeg træder ind i mit hjem kan jeg ikke trække vejret. Jeg har været nødt til at passe så godt på mig selv, at armene omkring mig ikke vil løsne deres greb. Arme som krampagtigt holder fast for ikke at miste det smukke menneske jeg er, og som ikke har tillid til at slippe mig fri. 

De arme er angsten for at miste mig selv og det jeg holder af. De arme beskytter mig og kvæler mig på samme tid. GIV SLIP OG SÆT MIG NED. Lad mig være mig med alt det smukke vidunderlige skønne uperfekte. Lad mig gå selv. Jeg behøver ikke længere arme der passer på mig. Jeg ved, at jeg er et dejligt menneske, jeg kan se det i mine venners øjne, når de ser på mig. Jeg kan se det i mit spejlbillede. Jeg kan se det og mærke det og vigtigst af alt, jeg kan tage det til mig og lukke det ind i mit hjerte. Vande det med mine rørte tårer og mærke, at det vokser. 

Her, i mit hjem og omgivet af mine smukke ting, har jeg brug for at lade de omklamrende arme slippe grebet. Her har jeg brug for at være fri til at leve. Trække vejret og få ny energi. Folde vingerne ud og afprøve dem. Se hvad de kan bære og se hvor de flyver hen. 









torsdag den 8. august 2013

Et års mareridt er afsluttet

I går kom afgørelsen. Jeg har nu dommerens ord for, at jeg er en "God nok mor" Teresa bliver boende hos mig.

Jeg er rigtig glad for, at der trods alle de løgne, der er blevet udtalt af Søren og alle de uheldige udtalelser fra socialrådgivere m.fl, der er blevet skrevet, alligevel er retfærdighed til.
Jeg har ikke skrevet i lang tid efterhånden. Alle kræfter er blevet sat ind på at holde fast i troen på, at det nok skulle ende godt. Der har været tider hvor jeg har følt mig utrolig sårbar og hvor sandheden om, at jeg er en god mor, var svær at få øje på, fordi sorte truende skyer væltede ind. En lille bitte fejl eller en uheldig bemærkning fra min side, blev noteret på Sørens og hans advokats papir, alt sammen i et forsøg på at få mig stemplet som psykisk ustabil og uegnet som mor. Men nu er det slut alt sammen. Kapitlet er skrevet færdigt og denne bogen om en mors værste mareridt kan lukkes i. Mine venner som igennem et helt år trofast har støttet mig og lagt øre til, kan nu slappe af. Nu er der tid til at gøre andre ting. Tid til at grine og have det sjovt. Tid til at tale om helt andre emner. Tid til det gode liv.

Jeg har lært meget det her år, og jeg er på nogle områder langt stærkere end nogensinde før. Jeg holder af mig selv på en helt ny og positiv måde. Fordømmer ikke mig selv og gør alt hvad jeg kan for at bære over med enhver fejl jeg laver. Jeg elsker mig selv som den jeg er. Jeg har lært at omsorg for sig selv er noget af det vigtigste man kan give sig selv. Fordømmelse er der nok af, det er ikke godt for noget. Min "indre politimand" er fyret. Nu er der kun knus og opmuntrende ord at finde. Ok, en gang imellem forsøger politimanden at få sit job igen, men når jeg ikke tillader onde ord om mig selv i mit indre tænkende univers, så bliver han hurtig skubbet ud af døren igen. Det er det vigtigste jeg har lært i det her år.



søndag den 28. april 2013

Bank på og der skal blive lukket op.

Sans nuet og smag på livet. Det burde ikke være så svært, for det lyder vidunderligt. Lidt som en opskrift på at leve et meningsfyldt liv omgivet af duftende blomster og varme kærtegn fra mennesker, jeg holder af.

 Jeg kan tage en dyb indånding af den varme brise der hvirvler rundt ude i min gårdhave. Jeg kan mærke den silkebløde fornemmelse af liv, når jeg kører hånden igennem min hunds bløde hvalpepels. Jeg kan mindes en god vens glatte varme hud imod min håndflade. Jeg kan lytte til fuglenes konstante sang der fortæller at alt ånder liv og foråret er i fuld gang. Jeg kan se det lysegrønne skær der omgiver træernes grene, knopperne kan briste hvert øjeblik.  

Men hvad sker der, når et barn kommer til sin mor med tårer i øjnene og blodet løbende fra en rift på knæet, og det bliver mødt med et "Her er et plaster, det kan du sætte på" Hvad sker der med sansningen af smerten når den bliver afvist som ikke-eksisterende? 

Hvad sker der med den lille pige, der med en masse kærlige følelser for sin far oplever at kærligheden bliver givet tilbage i en helt forkert form. Når kærlighed bliver givet tilbage med en berøring og en tvang til noget, der på en gang er rart, smertefuldt, kærligt, forkert, farligt og livstruende?

Hvad sker der, når den lille pige kommer fra skole, stolt og glad og brændende har brug for at dele livet med sine forældre, men bliver mødt med et "Jeg har ikke tid, gå ind på dit værelse"?

Hvad sker der med den unge pige, der åbner op for sine nye fine tanker om kærlighedens væsen, men får beretninger om partnerbytte, forelskelse og begær tilbage? 

Hvad sker der med den unge kvinde, der vover at fortælle om alt det ubehagelige, men som ingen tror på? 

Hvad sker der med den unge kvinde, der netop har oplevet et seksuelt overgreb og har turdet lukke op og fortalt sin historie, når det offentlige sender hende på efterskole, uden nogensinde at snakke med hende og uden yderligere hjælp i månederne inden og og efter efterskoleopholdet?

Hvad sker der med den modne kvinde, når hun bliver lovet omsorg og respekt, men i steder oplever at få grænserne overskredet og være tæt på at blive voldtaget?

Hvad sker der når en mor, der er kærlig og elsker sine børn, pludselig bliver beskyldt for at være voldelig og for at svigte sine børn? Når ingen lytter til hende, men forholder sig skeptisk til ethvert ord hun siger?

Hvad sker der med en kvinde, der kæmper med livet og smerten, når hun bliver dømt uegnet og skal bevise det modsatte?

Hvad sker der  med kvinden, der søger alt det gode, smukke og meningsfyldte, når hun bliver mødt med vrede, hævn og foragt og magtesløs må se på, hvordan mennesker træder på det smukke hun har og tror på?

Et sådant menneske bygger en mur op imellem sig selv og omverdenen. De eneste der kan komme indenfor muren er hendes børn. Et sådant menneske længes efter at dele og modtage. Et sådant menneske bærer på en erfaring der siger, at det som hun tror, hun får, når hun rækker ud, ikke er det hun kan forvente at få.
Det ved jeg alt om, for jeg kæmper i dag med de senfølger der er opstået, som et resultat af dette.

Jeg længes efter at blive elsket og modtage kærtegn. Jeg længes efter at have en at holde i hånden, når jeg er allermest ked af det. Jeg længes efter at turde være mig uden en maske der påstår, at her går en lykkelig kvinde. Jeg længes efter at blive holdt om og vugget til ro, når angsten er ved at kvæle mig og presser livslysten over i det fjerneste hjørne. 

Jeg vil så gerne lukke mennesker ind i mit liv. Jeg har mennesker omkring mig, der længes efter at give mig kærlighed og omsorg, og som er kede af, at jeg ikke lukker dem ind. Og jeg er ked af, at jeg ikke kan. 

Mit spørgsmål til mig selv, til verden og til livet er, hvordan ændrer jeg det her? Hvad skal jeg gøre for at det bliver anderledes? Hvordan får jeg brudt den mur ned, som jeg har bygget op? Det skal gøres nænsomt, som med en neglefil og dog hurtigere end en asfaltopbryder . Jeg har brug for at det sker nu, for jeg kan ikke holde mit liv ud, som det er lige nu.

Kære Gud, jeg er så bange for dette stykke arbejde, bange for, hvad jeg risikerer at modtage, hvis jeg vover at lade mennesker komme ind der, hvor jeg har gemt alt det smukke.
Pas på mig og beskyt mig imod alt ondt. 
Amen









onsdag den 3. april 2013

At vente tålmodigt

Jeg gider ikke mere sorg, smerte og frygt. Stormen, der har holdt mit liv fastlåst i en tornado, må nu passe sig selv. Jeg vil ikke være med længere. Jeg kan ikke få stormen til at lægge sig, men jeg bliver rundtosset og mister grebet på livet, når jeg bliver kastet rundt af vinden. Nok er nok.

Jeg vil leve, grine og nyde livet. Jeg vil stå op om morgenen og føle mig levende og forventningsfuld til, hvad dagen bringer. Jeg vil have et meningsfyldt liv, og jeg vil have mennesker tæt omkring mig, som jeg kan betyde noget for.

Jeg vil synge mine sange for et publikum. Jeg vil i gang med at male igen og vise min kunst frem. Jeg vil igang med at skabe den plads og den synlighed omkring mig, som alt for let har ladet sig puste af banen. Jeg har ikke lært at være synlig, men jeg øver mig hele tiden og jeg bliver bedre.

Lige nu kender jeg kun ganske få i min nye by, og ikke personligt. Byen gemmer helt sikkert mennesker, som vil blive en del af mit liv. Jeg skal bare lige finde dem.

En morgen, da jeg var ude og lufte min uldtot af en hund, gik der en anden hundeejer foran mig. Hans hund vendte sig hele tiden om og ville gerne i kontakt med min hund, men ejeren viste ingen interesse og satte ikke farten ned. Jeg begyndte at gå hurtigere for jeg var stædigt opsat på at indhente ham. 200m, 150m, 100m, 50m, og så skulle min hund lige af med en lort, 150m, 100m, 50m, endelig får jeg rødkindet og forpustet spurt; "må din hund lege med min hund?" 
Jeg spurgte ikke manden, om jeg måtte følges med ham og da han fortalte at han mødtes med nogle andre hundeejere i jagthytten, så gik jeg bare med derhen. Jeg blev heldigvis budt indenfor og sad så den formiddag sammen med 3 gamle herrer, halvanden generation ældre end jeg selv, og følte mig lidt malplaceret imens jeg undrede mig over min egen ihærdighed. 

I kirken forsøger jeg også at blive set. Jeg smiler og hilser og følges med mennesker hen ad vejen hjemad, når gudstjenesten er forbi. Jeg deltager i alle sociale arrangementer jeg kan og jeg fortsætter i troen på, at der lige pludselig dumper noget meningsfyldt liv ned foran mig. Mennesker jeg kan blive venner med. Jeg længes efter den dag, hvor jeg finder den ledige stol omkring det runde bord, hvor andre mennesker sidder og deler deres liv og interesser. 

Sådan går mine dage og kunsten er at bevare håbet om, at der kan ske noget godt lige om lidt. Kunsten er at fortsætte selvom pladserne enten er optaget eller ikke opdaget endnu. 

Jeg skal være tålmodig. Men prøv lige at bede en 43 årig enlig kvinde, der er nået til det livsstadie, hvor der er ting der skal nåes, inden det er for sent, om at være tålmodig.
Alting skulle helst være sket i går, det er jo derfor nogen kalder det panikalderen. 

Beklager, jeg kan ikke sætte mig tålmodigt ned og lære, hvorfor tålmodighed er en dyd. Det giver mening for en 80-årig, men ikke for mig. Jeg er ikke gammel nok til at forstå den visdom.

Så i ventetiden vil jeg lave meningsfyldte ting. Jeg vil være åben og udadvendt, selvom det er grænseoverskridende for mig, fordi jeg er introvert af natur. Jeg rekreere hjemme foran klaveret   , så der kommer balance i tingene. Stormen raser et sted lige udenfor, men jeg hører kun hylene fra den engang imellem, og jeg vil ikke give den min kostbare tid og min nysgerrige og livgivende opmærksomhed. 

Jeg gør det jeg er bedst til, jeg tænker kreative tanker og handler spontant på enhver mulighed. En dag falder lykken ned i mine arme, og jeg skal nok gribe den. En dag smiler livet til mig, og så får det et knus tilbage. En dag, måske i dag, måske i morgen, i næste uge, om en måned eller to, en dag vil jeg møde det gode liv, som venter på mig et sted. En dag....




onsdag den 27. marts 2013

Et valg med livslange konsekvenser

Jeg drømmer om dem næsten hver nat. Det er nu to år siden jeg sagde farvel til hele min familie, og om en måned ser jeg med stor sandsynlighed min mor og stedfar igen og måske flere. Lucas skal konfirmeres og jeg kan ikke bestemme, hvem der skal komme i kirken. I mine drømme bliver jeg ofte forsonet med dem imod min vilje. Vågen tænker jeg meget på, hvordan jeg skal håndtere at se dem. Hvordan jeg skal hilse på dem. Skal jeg smile? Ignorerer dem? 
Hilse venligt som om jeg ikke kender dem? Hilse varmt på dem, og så vende dem ryggen og ignorerer dem bagefter, så de tror det intet betyder? Hvad gør jeg, hvis de forsøger at snakke med mig?

For 2 år siden sendte jeg dem hver et brev. Alle fik de at vide, hvordan min far havde forgrebet sig på mig som barn og hvordan min stedfar havde krænket mig som ung. Jeg skrev til dem, at jeg ville accepteres med den historie jeg bærer med mig. Jeg ville have, at de skulle tro på mig og anerkende min smerte og de følger det har for mig i dag. Jeg ville behandles ordentligt, og ikke som familiens sorte russiske får. For så længe de ikke vil anerkende min historie, så vil de aldrig være i stand til at passe på mine børn. Min mor er stadig sammen med min stedfar. Min søster ser stadig min far. Hvem passer på børnene i min familie? 

Men det var for stort et krav. Så efter et par brevudvekslinger blev det en afsked med hele familien. Mit liv og mine børns sikkerhed betyder mere end at have en familie. Et godt og utrolig svært valg. 

Og selvfølgelig skulle Søren blande sig. Jeg troede han ville passe på børnene, ja, jeg havde faktisk slet ikke tænkt på, at han ikke skulle tro på mine oplevelser med min far og stedfar. Men i stedet skrev min mor til mig, at hun havde kontaktet Søren, og at de nu så børnene igennem ham. Jeg var rystet. Det Søren gjorde var så grænseoverskridende at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg bliver altid ramt, når nogen ikke tror på mig, men hvem skulle så passe på børnene? Nu var jeg der jo ikke længere.

Jeg valgte at fortælle børnene årsagen til at jeg ikke ville se min familie igen. Overskrifterne i min historie og jeg følte, at jeg var nødt til at lære Teresa, hvordan hun kunne passe på sig selv. 
Det er ikke rimeligt at en 9-årig pige skal passe på sig selv, men hvem skulle ellers?

Jeg har savnet en familie, men ikke min familie. Jeg har savnet at høre til et sted, men jeg er blevet god til at arrangere og planlægge mig ud af savnet, for i højtiderne er det svært. 
Jeg er utrolig påvirket af Sørens valg, og når børnene er sammen med min familie, har jeg det forfærdeligt. Men hvad kan jeg gøre? 

Jeg tager ikke med til Lucas´s konfirmationsfest, men jeg tager med i kirken. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv til den fest. I kirken sidder jeg med Marcus på den ene side og hans kæreste på den anden side. Men til festen ville jeg skulle sidde sammen med min familie og Sørens familie og være mere "russisk og sort" end nogensinde før. Lucas er ked af at jeg ikke kommer med, og det er jeg også. Jeg forsøger at kompensere for det ved at give ham en rejse, som han og jeg skal på til sommer. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en dag skal børnene giftes. Hvad gør jeg så? Kan jeg være med der? Ved at børnene har bevaret kontakten til min familie igennem Søren, betaler jeg en højere pris for mit valg. Jeg skal konfronteres med min familie eller gå glip af mine børns store livsbegivenheder. Det var ikke sådan det skulle være. Det er ikke retfærdigt.

Jeg sagde farvel til min dysfunktionelle familie, men Søren placerede børnene i en endnu større dysfunktionel familie. Det er svært at at leve med.

Jeg fortryder ikke mit valg, men jeg er ulykkelig over ikke at kunne passe på mine børn, og at mine børns kontakt til min familie gør, at jeg betaler en tidobbelt stor pris langt ind i fremtiden. 







torsdag den 21. marts 2013

Livskraften

Jeg vil så gerne være positiv, optimistisk og glad. Jeg bliver aldrig sådan rigtig udadvendt, men det gør heller ikke noget, når bare andre mennesker kan lide mig.

Denne måde at være på passer godt til min stærke vilje til livet. Jeg har aldrig brudt mig om ordet "overlever". Hvis man overlever et trafikuheld, så er det ikke sikkert det udelukkende er positivt, for der kan være følger som nedsætter livskvaliten resten af livet. At være overlever efter seksuelle overgreb er for mig ikke godt nok. Jeg vil have et godt liv, så jeg kan blive en tilfreds og livsklog 100 årig gammel dame, der smiler, når hun ser tilbage på årene der gik.

Jeg samler på gode oplevelser. Jeg vælger ting fra, som ikke er godt for mig, og jeg holder fast i at gøre ting, som gør mig glad og afslappet. Jeg er ufattelig god til at få det bedste ud af livets forandringer og udfordringer, også når de gør ondt og ikke er ønskede. Min hjernes kreativitet går med det samme i gang og forsøger at nytænke indtil jeg igen er tilfreds med mit liv. Min kerne af livsmod og livsvilje er min allerbedste ven.

De seneste 2 år har jeg sagt farvel til min mor, mine søskende, mine mostre og onkler, min arbejdskariere, nogle gode relationer og mit skønne hus i skoven. Jeg har ladet Lucas flytte til sin far og for 1½ år siden flyttede min store søn Marcus hjemmefra. 

Nu er jeg kommet i en situation, hvor jeg ikke bare kan tænke kreativt. Søren kører retssag imod mig for at tage Teresa fra mig også, men det kan jeg aldrig nogensinde tillade sker. Teresa vil ikke og det er på ingen måde godt for hverken hende eller mig. Jeg kan ikke tænke eller handle mig ud af problemet. Situationen er ude af mine hænder. Der er intet jeg kan gøre udover at prøve at blive ved at tænke klart og logisk og tro på, at sandheden og fornuften sejrer til sidst.

Jeg har klaret mig igennem de andre tab, men at fratage mig min kreative overlevelsesstrategi føles som tortur. En konstant indre frygt for at miste min datter. Psykologerne på rådgivningscenteret og socialrådgiveren vil have mig til at sige til Teresa, at det er ok med mig, hvis hun vælger at ville bo ved Søren. At vi ses alligevel og at hun ikke mister mig.
Men det kan jeg ikke sige. Det ville være at lyve. Søren ville gøre alt for at skade min relation til børnene. Han vil bilde børnene ind, at de har det bedst hos ham og hans nye kone. Han vil gnide sig i hænderne og fryde sig. Så har han taget alt fra mig inklusiv min familie.
At jeg sagde farvel til min familie, fordi de fortsat ikke ville anerkende, at min far og stedfar har udsat mig for seksuelt overgreb. At jeg ville beskytte mine børn fra deres løgne om mig og deres overfladiske facade, og at jeg ville beskytte Teresa imod overgreb fra min stedfar, alt det vil jeg blive hånet for. Søren elsker at kunne pege fingre af mig og lade børnene vide, at jeg ikke er normal. 

Jeg vil gerne møde verden positivt og vise dem mit glade og positive væsen. Men jeg er for træt. Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere kan vise de positive sider, fordi frustrationen, magtesløsheden og det uendelige pres fylder det hele. Jeg kan ikke skjule det længere, for smilene når ikke øjnene. Smerten indefra lyser ud af dem og får mig til at se slidt og trist ud. 

Min stærke livskraft er lige nu begravet under mit trætte og sorgfulde sind. Den er der endnu, det ved jeg, og så snart det mindste hul giver den plads, eksploderer den og går til angreb på bekymringerne og trætheden. Jeg stoler på den, for uden den ville jeg ikke være den jeg er. Uden den ville jeg ikke have klaret mig så stærkt indtil nu. Livskraften får ingen lov at tage fra mig. Jeg slipper den aldrig. 

Det gør ondt at være der, hvor jeg er lige nu. Jeg frygter, at jeg skræmmer alle væk, når mine øjne nægter at smile. Sådan her vil jeg ikke have det. Jeg håber så inderligt at det snart er overstået, så glæden og optimismen kan få plads igen. Kære Gud, lad tiden flyve og gør sindet let, imens jeg venter. 






mandag den 18. marts 2013

En kop varm chokolade

Det stormer udenfor. En isnende kold vind vrider træerne rundt og tvinger grenene til jorden. Ude i stormen er det svært at stå fast. Vejen der ellers plejer at være let at gå, synes uden ende og frakken og uldtrøjen beskytter ikke længere sjælen imod kulden. Vinden efterlader sine spor. 

Jeg ser mig selv i spejlet. Måske er spejlbilledet blevet for gammelt, en ting er sikkert, det trænger i hvert fald til at fornyes. Den konstante vind giver betændelse i øjnene og gør håret glansløst og uglet. Kropper er hærget og skuldrene hænger. Orkanen raser værre end nogensinde.

Kun de røde kinder viser, at der stadig er varmt blod i kroppen. Jeg mærker et behov for at trække benene op under mig og lade mit lune uldtæppe varme sjæl og krop. Alt for lang tid har orkanen raset, alt for lang tid har jeg vandret rundt uden beskyttelse imod vinden.

Lige nu sidder jeg under tæppet med min ynglingschokolade i mit favorit krus. Meteologerne lover ingen bedring forløbigt, men jeg mærker alligevel varmen sprede sig i min forblæste krop. Den indre varme pumper rundt i kroppen og efterlader håb. Et håb om at vinden lægger sig og at det bliver muligt at få varmen igen. 

Intet er bedre end en dejlig kop varm chokolade, når kroppen er på frysepunktet og sjælen truer med at blive til en istap.  

Mine venner ser stormens hærgen, men de ser heldigvis også de små erantisser og de grønne spirer. Og de tror på at stormen snart lægger sig, så det kan blive forår. Mine venner er gode til at lave varm chokolade. De varmer min sjæl og gør kuldens stikkende fornemmelse mere udholdelig.

Tak for den varme chokolade.

søndag den 17. marts 2013

En fremmed ved bedst, siger dommeren.

Så kom den henvendelse jeg har ventet og frygtet. Et brev med en fremmed psykologs navn og en dato for en 2 timer lang samtale, hvor hun skal tage stilling til, om Teresa kan bo hos mig. 

Teresa vil ikke flytte. Hun vil bo her og er glad for at være her hos mig. Hun har altid været hos mig og hun har fundet en ny veninde. Hun kan lide sin skole og hun trives. 

Men denne fremmede psykolog har nu magten til at tage stilling til, hvorvidt det er godt for Teresa at blive hos mig, eller hun skal tvinges til at bo hos sin far.
En børneretssagkyndig undersøgelse hedder det. Barnets ret....jo, det skal være så fint så fint. Her i Danmark bliver børn hørt. Sådan ser det måske ud, men er det nu også sådan?

Teresa er presset. Hun er nødt til at udtale sig om hendes forældre på en måde, som intet barn burde være tvunget til. Hun har en trussel hængende over hovedet om at blive tvunget til at flytte. Hun kan ikke fortælle om sit ønske til sin far, for så bliver han vred og begynder at sige en masse grimme ting om mig. Dette gør Teresa alt hvad hun kan for at undgå, og det betyder at hun taler sin far efter munden og lader ham tro, at hun gerne vil være hos ham. 

Jeg kan ikke tage dette pres fra hende, for min mening er sat ud af funktion. Det handler lige nu  mest om, hvad Teresa vil og hvad den fremmede psykolog vurderer er bedst. Hun ved bedst, hun er klogest. Teresa skal redde sig selv. 

Den fremmede psykolog skal tale med mig i to timer og med Søren i to timer. Jeg ved ikke hvem hun snakker med først, jeg kan kun håbe på, at det er mig. For ellers kan Søren igen sidde og fortælle løgne og farve de briller hun skal iagttage mig med. Sådan som han har fået held til at gøre det, i forhold til socialrådgivere og behandlerne på rådgivningscenteret, hvor Lucas og Teresa får samtaler. 
Jeg har ikke noget at skjule. Jeg gør det godt og er en god mor. Jeg gider ikke føre krig med Søren. Vil han skyde, så er det op til ham. Mit fokus er på Teresa og hendes behov, men også på det faktum, at jeg ikke vil give slip på Teresa, som jeg har været nødt til at slippe Lucas. Jeg vil ikke fratages alt. Det er simpelthen ikke rimeligt.

Hvor er den sunde fornuft blevet af? Hvorfor skulle det være godt at fjerne Teresa fra mig, imod hendes vilje, placerer hende hos hendes far og risikerer at konflikterne og overgrebene imellem Lucas og Teresa igen blusser op? Det er ikke godt for nogen af børnene. 

Om en måned eller to sidder jeg igen foran dommeren. En kvinde der aldrig har set eller talt med Teresa. En kvinde som ikke kender mig, udover det andre fremmede har skrevet og et enkelt retsmøde. En kvinde som aldrig har set mig sammen med mine børn. Og hendes ord er lov. Hun træffer en beslutning ud fra en fremmed psykologs udtalelser på baggrund af en enkelt samtale med os som forældre hver især samt et par samtaler med Teresa. 

Her i Danmark ved fremmede bedst, siger dommeren


torsdag den 14. marts 2013

Den ubetingede kærlighed

Da jeg i går skulle forklare sagsbehandleren, hvad det var for nogle vanskeligheder jeg oplevede i forhold til Lucas og Teresa, blev det igen klart for mig, hvor mange følelser jeg holder tilbage.

I forhold til Lucas er der meget vrede og frustration. Det er jo ikke fordi jeg ikke elsker ham, det gør jeg, og jeg mærker de varme følelser når jeg er sammen med ham. Men der er en følelse,der hele tiden bliver skubbet væk. Tør jeg indrømme den for mig selv? Tør jeg fortælle om den? Og hvordan kommer jeg af med den? 

Lucas er vred på mig. Jeg er usikker på, hvad der gemmer sig bag den vrede, men måske er det skyldfølelse, måske er det fordi jeg ikke lod ham flytte til Søren for et år siden. Måske er det omvendt. Måske føler han sig afvist og sendt væk, fordi jeg traf beslutningen om at lade ham bo hos Søren permanent, da han havde gjort Teresa fortræd. Vi har ikke snakket om det, det er ikke så godt, og selvfølgelig skal der gøres noget ved det. 

Lucas er fysisk større og stærkere end jeg er. Han har på mange måder en voksen mands størrelse, selvom han kun er 13. Det er især når hans teenager-hormoner raser og gør ham ganske uudholdelig, at den forbudte følelse melder sig. I stedet for at være min lille elskede bløde sjove og humoristiske søn, bliver han en voksen, truende og seksuelt grænseoverskridende mand. Min krop føler afsky og jeg mærker at jeg bliver utryg og bange. Samme følelser som jeg mærker, når det handler om min far eller min stedfar. Sådan er det ikke meningen at en mor skal føle, vel? 

Jeg bliver også bange for mine egne følelser, for jeg skal jo elske mine børn ubetinget. Lige meget hvad de gør forkert, skal de elskes. Sådan ved jeg at det bør være, sådan vil jeg helst fortælle, at det er. Jeg elsker ham, og jeg ved at det er hans gerning, der er svær for mig at acceptere. Jeg elsker Lucas som menneske, men ikke det han gør. Så, nu er den på plads, så skulle alt være i den skønneste orden. Jeg ved hvad der er rigtigt at gøre, ....hvis bare jeg så kunne få den anden følelse væk. 

Lige nu gør jeg alt for at undgå konflikter med ham. Han er grænseoverskridende på mange måder, men jeg holder mig tilbage og ignorerer det. Det er for at bevare det gode forhold og forbedre de skævheder der har været imellem os. Det er fornuftigt nok, men det er kun halvdelen af sandheden. Det er også fordi jeg er bange for at mærke den anden følelse, følelsen af afsky og angst. 

Jeg har brug for hjælp til at få rettet op på forholdet til Lucas. Hjælp fra et menneske, der ikke bebrejder mig, at det er sådan fat. Hvem mon kan rumme noget, der er så grimt? Jeg håber at det er en rigtig dygtig psykolog, de har ansat i familiehuset, hvor jeg kan få tilbudt hjælp. 





tirsdag den 12. marts 2013

Jeg ønsker bare fred.

Klokken er 2, men jeg kan ikke sove. Det er nu et halvt år siden, at jeg læste underretningen, 6 måneder er gået siden Teresa's hemmelighed blev afsløret. Hvordan mon et barn på 11 år oplever sådant et halvt år? 

For et halvt år siden sad vi 3 ved morgenbordet og spiste, mig, Teresa og Lucas. Skoven og dens dyr var vores nærmeste nabo. Om få timer, når Teresa står op, sidder vi to ved morgenbordet i en storby med naboer, nabohaver, gadelygter og brosten lige udenfor vinduerne. Solsorten er ikke vågnet endnu, men om lidt skræpper han op fordi han ser byen vågne. I skoven fløjtede han godmorgen med sin smukke melankolske sang. Måske skulle jeg skræppe lidt sammen med ham, skræppe frustrationen ud og vække de mennesker, som intet aner om den smerte, som jeg bærer rundt på. Skræppe op om, at jeg længes efter at synge.

Det var godt at sandheden om overgrebene kom frem, så jeg kunne handle og stoppe dem. Jeg ved, at Teresa er lettet over at slippe for den tunge hemmelighed, men også hun venter på fred. Kære Gud, hvor bliver freden af? 

Jeg husker stadig hvordan ordene i Teresas dagbog sprang op som en knytnæve og lammede mig i flere minutter, imens sandheden langsomt sivede ind i bevidstheden og krævede handling. Beskrivelsen af de seksuelle overgreb begået af en jævnaldrene dreng i parallelklassen og af Lucas, var ikke til at komme udenom. Tankerne myldrede. Min lille pige skulle jo ikke opleve at blive seksuelt misbrugt. Jeg skulle bryde den sociale arv. Det var meningen at den sociale arv skulle slutte ved mig. Hvorfor? Jeg har gjort alt hvad jeg kunne og alligevel var det ikke godt nok. Hvad nu? Lucas skal hjem til hans far. Hvad med Teresa? Hvem passer på hende i skolen? Jeg kan da ikke bare sende hende afsted? Men jeg kan da heller ikke holde hende hjemme. Hvorfor? Lucas, hvordan kunne han gøre det her? Hvorfor? 

I morgen kommer den nye socialrådgiver i den nye kommune hjem til mig. §50 undersøgelsen der er lavet af den gamle kommune, fortæller om et fraskilt forældrepar, der har ført krig imod hinanden og passer godt i tidens billede af, at alle familier, hvor der foregår overgreb, er dysfunktionelle familier. Der står, at Søren har travlt med at finde fejl og mangler hos mig, og at jeg har travlt med at bevise, at det ikke passer. Selvom der står meget rigtigt i den og at den i bund og grund peger på at både forældre og børn skal tilbydes hjælp, så står der også en masse lort. Lort, som Søren har fået held til at placere, i hver eneste samtale han har haft med set offentlige system. Løgne og beskyldninger, som jeg ikke kan få slettet. 
Jeg håber af hele mit hjerte, at det er en socialrådgiver, der kan se mig i et sandt lys. Som vil tro på mig og min historie. Og som kan træde varsomt og forstår, at hun også skal passe på Teresa. Jeg håber, at jeg nu, efter et halvt år, kan få tilbudt den hjælp, som man har haft så snegletravlt med at beskrive, at jeg har brug for. Hvor jeg dog længes efter at mærke omsorg og anerkendelse i stedet for mistro og beskyldninger. Hvor jeg dog længes efter fred helt ind i mit aller inderste. Fred, fred, fred.


mandag den 11. marts 2013

Mit ønske med denne blog

Jeg har brug for luft. Der sker så meget i mit liv, som jeg ikke bare kan råbe højt om på gaden, fordi der også er personer, som jeg ønsker at beskytte. Så i stedet vil jeg skrive på denne her blog, så mine erfaring og oplevelser kan blive delt med relevante faggrupper og interesserede mennesker, så de kan reflektere over livet med ny viden.

Jeg kommer til at berøre emner som senfølger efter incest, seksuelle overgreb og andre svigt i barndommen. Læserne vil få indblik i mit liv, mine kampe, mine udfordringer som både kvinde og mor. Jeg vil fortælle om social arv og mine børn. 

Jeg har valgt at skrive anonymt under et andet navn. Min familie lever stadig og skal ikke opleve sig udleveret og sladret om. Mine børns historie er vigtig at fortælle, men de skal kunne gå i skole og have venner uden at deres situation er kendt af alle. Journalister ville kunne have et ønske om at opsøge mig og mine børn, det må aldrig nogensinde ske. Selvom jeg selv føler mig parat til at fortælle åbent om mine oplevelser, så er det også rart at kunne bo i fred og møde mennesker uden at de kender hele min historie. 

God læselyst