Han gør det ikke igen

Lucas gør det ikke igen, det kan jeg ikke være uenig med sagsbehandlere og Rådgivningscenteret om. Han ved godt at han ikke må have noget seksuelt med sin søster, han ved godt, at han skal respektere hendes grænser, og han viser det både i ord og handling. Er målet så nået?

I efteråret afsluttede vi alt kontakt med Rådgivningscenteret. Teresa trives rigtig godt og Lucas havde længe været med som Teresas gæst, da hans hjemmekommune allerede inden sommerferien mente at de kunne klare Lucas' behandling i eget regi. Men siden har ingen fulgt Lucas tæt på.

I januar 2013 flyttede Lucas hen til hans far. I §50 undersøgelsen stod der, at det var vigtigt at være opmærksom på, om Lucas trivedes. Ligeledes stod der, at Søren skulle have hjælp til hans rolle som far. Ligesom jeg selv blev tilknyttet familiehuset i min kommune, så kunne man jo forvente at Søren blev tilknyttet en form for familierådgivning, så man sikrede at Lucas fik den støtte og opbakning han havde brug for. Især da kommunen i juni besluttede at stoppe deres betaling til Rådgivningscenteret, fordi de mente at kunne klare opgaven selv.

Men ud over at Søren er blevet henvist til en diætist for at kunne hjælpe sig selv og Lucas med at tabe sig, så har der ikke været nogen former for samtaler med Søren. Lucas har snakket med sundhedsplejersken en gang hver anden måned.

I forhold til børnenes forhold indbyrdes og i forhold til Teresas trivsel fortryder jeg ikke at jeg lod Lucas flytte, men når jeg alene ser på Lucas' trivsel så gør det voldsomt ondt. Lucas har udviklet en spiseforstyrelse. Hans fokus på søde drikke og lækkerier har taget overhånd i en sådan grad, at han ikke kan styre det. Lucas har taget voldsomt på over det seneste år, og hans selvfølelse lider i den grad under det. Nogle af de største signaler han har sendt, når han har været hos mig, var da han forsøgte at gemme en spray med flødeskum i Teresas vasketøjskurv og var nødt til at skulle i Netto efter småkager, selvom jeg havde marengs i ovnen. Småkager som han efterfølgende forsøgte at spise i skjul. Og jeg kan ikke råbe Søren op. Jeg kan ikke få sundhedsplejersken til at tage affære, og kommunen er ligeledes døv overfor min bekymring. Jeg kan bare stå og skrige til himlen "Hvem hjælper Lucas?"

Jeg har ringet til sagsbehandleren i Lucas' kommune men gentagne gange er jeg blevet holdt hen med, at der er noget i gang lige om lidt. Der har været tale om mange ting undervejs, udredning hos PPR, psykologsamtaler , og en støttekontaktperson til Lucas. Intet er indtil nu sket. Støttekontaktpersonen skulle ved seneste melding være klar efter vinterferien. PPR vil ikke undersøge Lucas. Skolen mener at Lucas' faglige gode udvikling er det samme som at han trives. Men socialt? Følelsesmæssigt? Fysisk?

I svømmehallen gemmer Lucas sig under vandet. Vil ikke bruge vipperne, ikke op i rutsjebanen og vil kun tumle meget lidt. Han gemmer sig under dynen og jeg ser ham kun uden t-shirt, når jeg skal klippe hans hår. Her pakker han sig dog også ind i et håndklæde. Mit hjerte bløder for ham. Jeg vil så gerne hjælpe ham, vise ham at han har værdi, at han er god nok. Jeg gør alt for at han skal føle sig elsket her hos mig. Siger gode ting til ham, roser ham og snakker med ham om fremtid og er glad på hans vegne, når han fortæller mig om gode fremskridt eller andre tanker han har gjort sig. Jeg forsøger at være så anerkendende som overhovedet muligt, og Lucas er glad for at være hos mig. Men alligevel sidder klumpen i halsen og får mine tårer frem, når jeg skriver det. "Hvem hjælper Lucas?"

For en måneds tid siden skrev jeg en underretning til kommunen, hvor jeg fortalte om min bekymring for Lucas og min frustration og kommunens manglende handling. Der gik to uger inden de reagerede på den. De indkaldte så Lucas og Søren til en samtale, og efterfølgende fik jeg et brev tilbage, hvor sagsbehandleren skrev at man ikke så nogen grund til bekymring. Og så gjorde man mig opmærksom på, at Lucas var blevet meget ked af det jeg havde skrevet i brevet. Søren har formået at beskrive mig så dårligt overfor kommunen og skolen, at jeg ikke bliver taget alvorligt. Ingen spørger sig selv, om det ikke er naturligt at en 14 årig dreng bliver berørt, når hans vanskeligheder bliver læst højt af en sagsbehandler. God måde at lukke munden på mig. Effektiv, fordi det sidste jeg ønsker er at gøre Lucas ked af det. "Se hvad du gør, du sårer din egen dreng. Bland dig udenom, det du oplever er uden betydning". 

Ingen ser hvordan Lucas bliver trumlet af sin far. Ingen ser den hån han bliver mødt med, når han ikke lever op til hans fars forventninger. Rådgivningscenteret var tæt på at opdage det, men da vi skulle afsluttes, og Søren ikke ville tage imod et afslutningsmøde, så endte sagen der. Ingen ser hvordan Søren stadig snakker ondt om mig. Ingen stopper op og tænker over, hvad det mon gør ved Lucas.

Mit største ønske var, at der var en fast procedure omkring hjælpen til børn, der har krænket andre. En procedure, der skulle sikre, at børnene får den hjælp de har brug for og at forældrene også får den hjælp der skal til, for at kunne hjælpe deres barn. En behandlingsplan, der blev lavet ud fra det enkelte barns behov og en professionel viden om typiske senfølger for børn der har krænket et andet barn.

Jeg er der for Lucas nu og i fremtiden. Jeg er der med min støtte og opmuntring. Jeg er klar til at sætte igang, hvis Lucas selv en dag kommer og fortæller, at han har brug for hjælp. Og indtil da må Lucas nøjes med min forståelse og kærlighed.

Det er himmelråbende dumt at svigte et barn på den måde. Jeg føler at jeg svigter, ved at opgive kampen. Men jeg kan ikke kæmpe mere. Magter det ikke. Og hvis Lucas oplever det som endnu en kamp imellem hans far og jeg, så skader det måske mere end det gavner.

Jeg ville sådan ønske der var mere jeg kunne gøre. Nu må min kærlighed gøre det ud for det hele. "Størst af alt er kærligheden" Jeg håber inderligt at det er rigtigt.

Den smukkeste opdagelse

Jeg vil gerne dele noget helt særligt. Noget smukt og fint, som er umuligt at holde inde. En opdagelse der får konsekvenser for resten af mit liv.

Senfølgerne efter overgrebene og de mange svigt har betydet, at jeg hele tiden har haft en bestemt livsvision, som jeg konstant har haft som mål. Jeg ville fungere så normalt som muligt. Jeg ville have et godt liv. Og i mit hoved var det at være gift med en mand og få det seksuelle til at fungere en del af at være "normal".

Så jeg har kæmpet og fejlet og kæmpet og fejlet og kæmpet og .....fået det ene angstanfald efter det andet, når det handlede om en mands seksualitet. Det var vel nærmest som en kæmpe trold der skulle besejres.

For et par måneder bestemte jeg mig for, at nu måtte det simpelthen holde op. Jeg ville date og jeg ville finde en kæreste. Og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at finde gode mænd at møde.

Og min krop og mit indre begyndte at arbejde. Om natten havde jeg grimme mareridt om mænd og samtidig de smukkeste og utrolig levende drømme om kvinder. Erotiske drømme der var så levende, at de kunne få mig til at rødme, hvis jeg skulle fortælle om dem.
Forvirringen var total.
Normalt ville jeg tolke sådanne drømme som at jeg søgte min egen seksualitet. Men omfanget og de stærke følelser der var i drømmene, påvirkede mig og gjorde de date jeg var på underlige. Jeg havde slet ikke lyst.
Den sidste date jeg var på stod jeg og håbede, at han kom så meget for sent, at jeg kunne tillade mig at køre. Overvejede at sende en sms til en veninde og spørge om det var ok at køre efter 10 min. Selvfølgelig blev denne date ikke særlig god.

For 2 uger siden blev jeg så træt af at være så forvirret, at jeg bestemte mig for at finde ud af, om det var angsten værd at date mænd, eller jeg hellere skulle prioritere at være alene resten af mit liv. Det var det mål jeg havde, da jeg trådte ind ad døren hos min psykolog.

Inde hos min psykolog fortalte jeg om drømmene. Hun lyttede og vi var ret enige om tolkningen af mine mareridt. Der var meget der tydede på at jeg mistede mig selv når jeg forsøgte at date.

Så snakkede vi om drømmene om kvinder. Hun spurgte om jeg nogensinde havde oplevet noget i forhold til kvinder. Jeg fortalte hende om kvinden/pigen fra da jeg var 17.

Jeg var til en fest. Jeg husker ikke hos hvem, men der var mange mennesker. Midt i menneskevrimlen fik jeg øjenkontakt med en lyshåret kvinde/pige med blå øjne. Det var varme øjne som jeg blev meget tiltrukket af. Så smukke og elskelige. Mit hjerte begyndte at banke og jeg mærkede suget i maven. Hun vækkede en længsel i mig, en tiltrækning langt stærkere end jeg siden har oplevet... og så forsvandt hun. Jeg ledte efter hende, men hun var væk.

I alle de år har jeg gemt den øjenkontakt som et meget smukt minde. 

Ved at tænke tilbage blev følelserne lige så stærke som dengang. Følelserne kom tilbage, jeg ville så gerne følge de øjne, rører ved hende, lære hende at kende.

Og ved at gå ind i følelsen tillod jeg mig at mærke min tiltrækning af kvinder. Jeg mærkede varmen komme til min krop, og også lysten til berøring. Angsten forsvandt og de erotiske seksuelle mig vågnede op og blev levende. For første gang mærkede jeg min tiltrækning af kvinder og bød den velkommen. 

Jeg tror rummet hos min psykolog var ladet med en helt anden spænding, der gjorde mig genert over mig selv. Så fint og smukt. Hun hjalp mig til at mærke hvem jeg var og hvad jeg godt kunne lide. Hun tillod at jeg mærkede min seksualitet og tiltrækning til kvinder. Hun pustede til den lille gnist som havde gemt sig og fik bålet til at blusse.

Da hun spurgte om jeg kunne komme i tanke om en sang, som beskrev hvordan jeg havde det, så var det Himlen rundt hôrnet, jeg kom i tanke om. Og jeg citerede noget af teksten for hende. Fremtiden der venter, og at jeg havde fundet det jeg søgte lige her. Hun fandt sangen og pludselig var Lisa Nilssons dans ikke længere mærkelig. Pludselig var hun bare smuk, når hun dansede med sig selv. Så fin og feminin. Jeg ville gerne rører ved hende og blive rørt ved af hende. Og jeg tænkte om min psykolog mon kunne mærke hvad der skete i mig. Sikkert tænker jeg med blussende kinder.

Verden er nu blevet en anden. Angsten til mænd er væk og min seksualitet  var glødende. Aldrig har jeg tilladt så mange følelser at være der. Aldrig havde jeg troet at det skulle blive sådan. Livet er tiltrækkende og jeg glædede mig til hver en ny dag i livet. Jeg er forelsket i mit liv set med mine nye øjne. Kvinder er smukke og mænd er der bare. Jeg behøvede ikke forholde mig til mænds seksualitet, det er kvinder jeg skal se efter, kvinder jeg føler mig tiltrukket af.

Det ene billede efter det andet har slået kolbøtter. Intet er som før. Når jeg ser en smuk kvinde er det hende jeg ser på. Hun fanger mit blik først.

Jeg har fået mange hint som voksen, men først nu er jeg klar til at se på den side, som jeg er svanset forbi, hver eneste gang jeg stødte ind i den. Indtil nu hørte den ikke med til et "normalt" liv. 

Jeg nyder livet i øjeblikket og svæver rundt. Bobler over af glæde og tiltrækkes af fremtidens endnu ukendte oplevelser. 

Jeg har fundet en del af mig, som nu fylder mig ud og gør mig hel. Jeg har fundet hjem i mig selv og her er vidunderligt at være. 

At finde hjem

Her er smukt. I det ene sprossede vindue står en bregne, der med sin lethed lader lyset skinne igennem. I det andet står der en plante med helt små hvide blomster, de dufter godt og pynter. Her er som der skal være. Der er brug for at blive puslet lidt om enkelte detaljer, men helheden er fin. Jeg har fået mig indrettet som jeg ønskede det. 

Men det er bare ikke så enkelt, når følelsen af at høre hjemme nægter at dukke op. I lang tid troede jeg, at det var fordi der var alt det uro omkring Teresa, men nu, hvor der ikke længere er tvivl om, at hun skal blive her, så burde følelsen af varme og hjemlighed melde sig, når jeg sætter nøglen i min dør og træder indenfor.

Jeg har fået nogle gode venner, som jeg holder utrolig meget af. Jeg har lukket dem ind og ignorerer alt den angst og usikkerhed der følger med. Jeg oplever at de holder af mig og det giver byen et mindre ensomt skær. Jeg er i gang med at få et netværk og jeg vil ikke herfra igen. 

Jeg har en ide om, at det er fordi jeg er blevet "overvåget". Sagsbehandlere og psykologen, der skulle lave den børnesagkyndige undersøgelse, Søren, der via børnene og behandlingsstedet har kunnet bruge hver en lille udtalelse til at beskylde mig for ikke at være god nok. Et brev skrevet til min mor endte på Sørens advokats kontor, fordi min mor, der er vred over at Teresa ikke må overnatte hos hende, vil have hævn og ville hjælpe Søren til at bevise, at jeg ikke var egnet til at være mor. Et brev, hvor jeg markerede, at hun gik over mine grænser, og hvor jeg gjorde hende klart, at hun skulle respektere mig.

Da jeg var barn var jeg frygteligt bange for at gøre noget forkert og vække opsigt. Og på en måde havnede jeg tilbage i den følelse. En lille fejl, et forkert ord eller handling ville blive brugt imod mig og kunne betyde, at Teresa ville blive taget fra mig. Jeg har holdt vejret og forsøgt at være perfekt. Hver gang det ikke lykkedes, fyldtes hver eneste celle i min krop med angst for konsekvenserne. 

Nu er det ovre. Jeg kan slappe af, trække vejret og børste det perfekte af mig. Jeg er fri, hvis jeg altså tør sprede vingerne ud igen. Og det er måske der hele problemet er. Når jeg træder ind i mit hjem kan jeg ikke trække vejret. Jeg har været nødt til at passe så godt på mig selv, at armene omkring mig ikke vil løsne deres greb. Arme som krampagtigt holder fast for ikke at miste det smukke menneske jeg er, og som ikke har tillid til at slippe mig fri. 

De arme er angsten for at miste mig selv og det jeg holder af. De arme beskytter mig og kvæler mig på samme tid. GIV SLIP OG SÆT MIG NED. Lad mig være mig med alt det smukke vidunderlige skønne uperfekte. Lad mig gå selv. Jeg behøver ikke længere arme der passer på mig. Jeg ved, at jeg er et dejligt menneske, jeg kan se det i mine venners øjne, når de ser på mig. Jeg kan se det i mit spejlbillede. Jeg kan se det og mærke det og vigtigst af alt, jeg kan tage det til mig og lukke det ind i mit hjerte. Vande det med mine rørte tårer og mærke, at det vokser. 

Her, i mit hjem og omgivet af mine smukke ting, har jeg brug for at lade de omklamrende arme slippe grebet. Her har jeg brug for at være fri til at leve. Trække vejret og få ny energi. Folde vingerne ud og afprøve dem. Se hvad de kan bære og se hvor de flyver hen. 

Et års mareridt er afsluttet

I går kom afgørelsen. Jeg har nu dommerens ord for, at jeg er en "God nok mor" Teresa bliver boende hos mig.

Jeg er rigtig glad for, at der trods alle de løgne, der er blevet udtalt af Søren og alle de uheldige udtalelser fra socialrådgivere m.fl, der er blevet skrevet, alligevel er retfærdighed til.
Jeg har ikke skrevet i lang tid efterhånden. Alle kræfter er blevet sat ind på at holde fast i troen på, at det nok skulle ende godt. Der har været tider hvor jeg har følt mig utrolig sårbar og hvor sandheden om, at jeg er en god mor, var svær at få øje på, fordi sorte truende skyer væltede ind. En lille bitte fejl eller en uheldig bemærkning fra min side, blev noteret på Sørens og hans advokats papir, alt sammen i et forsøg på at få mig stemplet som psykisk ustabil og uegnet som mor. Men nu er det slut alt sammen. Kapitlet er skrevet færdigt og denne bogen om en mors værste mareridt kan lukkes i. Mine venner som igennem et helt år trofast har støttet mig og lagt øre til, kan nu slappe af. Nu er der tid til at gøre andre ting. Tid til at grine og have det sjovt. Tid til at tale om helt andre emner. Tid til det gode liv.

Jeg har lært meget det her år, og jeg er på nogle områder langt stærkere end nogensinde før. Jeg holder af mig selv på en helt ny og positiv måde. Fordømmer ikke mig selv og gør alt hvad jeg kan for at bære over med enhver fejl jeg laver. Jeg elsker mig selv som den jeg er. Jeg har lært at omsorg for sig selv er noget af det vigtigste man kan give sig selv. Fordømmelse er der nok af, det er ikke godt for noget. Min "indre politimand" er fyret. Nu er der kun knus og opmuntrende ord at finde. Ok, en gang imellem forsøger politimanden at få sit job igen, men når jeg ikke tillader onde ord om mig selv i mit indre tænkende univers, så bliver han hurtig skubbet ud af døren igen. Det er det vigtigste jeg har lært i det her år.

Bank på og der skal blive lukket op.

Sans nuet og smag på livet. Det burde ikke være så svært, for det lyder vidunderligt. Lidt som en opskrift på at leve et meningsfyldt liv omgivet af duftende blomster og varme kærtegn fra mennesker, jeg holder af.

 Jeg kan tage en dyb indånding af den varme brise der hvirvler rundt ude i min gårdhave. Jeg kan mærke den silkebløde fornemmelse af liv, når jeg kører hånden igennem min hunds bløde hvalpepels. Jeg kan mindes en god vens glatte varme hud imod min håndflade. Jeg kan lytte til fuglenes konstante sang der fortæller at alt ånder liv og foråret er i fuld gang. Jeg kan se det lysegrønne skær der omgiver træernes grene, knopperne kan briste hvert øjeblik.  

Men hvad sker der, når et barn kommer til sin mor med tårer i øjnene og blodet løbende fra en rift på knæet, og det bliver mødt med et "Her er et plaster, det kan du sætte på" Hvad sker der med sansningen af smerten når den bliver afvist som ikke-eksisterende? 

Hvad sker der med den lille pige, der med en masse kærlige følelser for sin far oplever at kærligheden bliver givet tilbage i en helt forkert form. Når kærlighed bliver givet tilbage med en berøring og en tvang til noget, der på en gang er rart, smertefuldt, kærligt, forkert, farligt og livstruende?

Hvad sker der, når den lille pige kommer fra skole, stolt og glad og brændende har brug for at dele livet med sine forældre, men bliver mødt med et "Jeg har ikke tid, gå ind på dit værelse"?

Hvad sker der med den unge pige, der åbner op for sine nye fine tanker om kærlighedens væsen, men får beretninger om partnerbytte, forelskelse og begær tilbage? 

Hvad sker der med den unge kvinde, der vover at fortælle om alt det ubehagelige, men som ingen tror på? 

Hvad sker der med den unge kvinde, der netop har oplevet et seksuelt overgreb og har turdet lukke op og fortalt sin historie, når det offentlige sender hende på efterskole, uden nogensinde at snakke med hende og uden yderligere hjælp i månederne inden og og efter efterskoleopholdet?

Hvad sker der med den modne kvinde, når hun bliver lovet omsorg og respekt, men i steder oplever at få grænserne overskredet og være tæt på at blive voldtaget?

Hvad sker der når en mor, der er kærlig og elsker sine børn, pludselig bliver beskyldt for at være voldelig og for at svigte sine børn? Når ingen lytter til hende, men forholder sig skeptisk til ethvert ord hun siger?

Hvad sker der med en kvinde, der kæmper med livet og smerten, når hun bliver dømt uegnet og skal bevise det modsatte?

Hvad sker der  med kvinden, der søger alt det gode, smukke og meningsfyldte, når hun bliver mødt med vrede, hævn og foragt og magtesløs må se på, hvordan mennesker træder på det smukke hun har og tror på?

Et sådant menneske bygger en mur op imellem sig selv og omverdenen. De eneste der kan komme indenfor muren er hendes børn. Et sådant menneske længes efter at dele og modtage. Et sådant menneske bærer på en erfaring der siger, at det som hun tror, hun får, når hun rækker ud, ikke er det hun kan forvente at få.

Det ved jeg alt om, for jeg kæmper i dag med de senfølger der er opstået, som et resultat af dette.

Jeg længes efter at blive elsket og modtage kærtegn. Jeg længes efter at have en at holde i hånden, når jeg er allermest ked af det. Jeg længes efter at turde være mig uden en maske der påstår, at her går en lykkelig kvinde. Jeg længes efter at blive holdt om og vugget til ro, når angsten er ved at kvæle mig og presser livslysten over i det fjerneste hjørne. 

Jeg vil så gerne lukke mennesker ind i mit liv. Jeg har mennesker omkring mig, der længes efter at give mig kærlighed og omsorg, og som er kede af, at jeg ikke lukker dem ind. Og jeg er ked af, at jeg ikke kan. 

Mit spørgsmål til mig selv, til verden og til livet er, hvordan ændrer jeg det her? Hvad skal jeg gøre for at det bliver anderledes? Hvordan får jeg brudt den mur ned, som jeg har bygget op? Det skal gøres nænsomt, som med en neglefil og dog hurtigere end en asfaltopbryder . Jeg har brug for at det sker nu, for jeg kan ikke holde mit liv ud, som det er lige nu.

Kære Gud, jeg er så bange for dette stykke arbejde, bange for, hvad jeg risikerer at modtage, hvis jeg vover at lade mennesker komme ind der, hvor jeg har gemt alt det smukke.

Pas på mig og beskyt mig imod alt ondt. 

Amen

At vente tålmodigt

Jeg gider ikke mere sorg, smerte og frygt. Stormen, der har holdt mit liv fastlåst i en tornado, må nu passe sig selv. Jeg vil ikke være med længere. Jeg kan ikke få stormen til at lægge sig, men jeg bliver rundtosset og mister grebet på livet, når jeg bliver kastet rundt af vinden. Nok er nok.

Jeg vil leve, grine og nyde livet. Jeg vil stå op om morgenen og føle mig levende og forventningsfuld til, hvad dagen bringer. Jeg vil have et meningsfyldt liv, og jeg vil have mennesker tæt omkring mig, som jeg kan betyde noget for.

Jeg vil synge mine sange for et publikum. Jeg vil i gang med at male igen og vise min kunst frem. Jeg vil igang med at skabe den plads og den synlighed omkring mig, som alt for let har ladet sig puste af banen. Jeg har ikke lært at være synlig, men jeg øver mig hele tiden og jeg bliver bedre.

Lige nu kender jeg kun ganske få i min nye by, og ikke personligt. Byen gemmer helt sikkert mennesker, som vil blive en del af mit liv. Jeg skal bare lige finde dem.

En morgen, da jeg var ude og lufte min uldtot af en hund, gik der en anden hundeejer foran mig. Hans hund vendte sig hele tiden om og ville gerne i kontakt med min hund, men ejeren viste ingen interesse og satte ikke farten ned. Jeg begyndte at gå hurtigere for jeg var stædigt opsat på at indhente ham. 200m, 150m, 100m, 50m, og så skulle min hund lige af med en lort, 150m, 100m, 50m, endelig får jeg rødkindet og forpustet spurt; "må din hund lege med min hund?" 

Jeg spurgte ikke manden, om jeg måtte følges med ham og da han fortalte at han mødtes med nogle andre hundeejere i jagthytten, så gik jeg bare med derhen. Jeg blev heldigvis budt indenfor og sad så den formiddag sammen med 3 gamle herrer, halvanden generation ældre end jeg selv, og følte mig lidt malplaceret imens jeg undrede mig over min egen ihærdighed. 

I kirken forsøger jeg også at blive set. Jeg smiler og hilser og følges med mennesker hen ad vejen hjemad, når gudstjenesten er forbi. Jeg deltager i alle sociale arrangementer jeg kan og jeg fortsætter i troen på, at der lige pludselig dumper noget meningsfyldt liv ned foran mig. Mennesker jeg kan blive venner med. Jeg længes efter den dag, hvor jeg finder den ledige stol omkring det runde bord, hvor andre mennesker sidder og deler deres liv og interesser. 

Sådan går mine dage og kunsten er at bevare håbet om, at der kan ske noget godt lige om lidt. Kunsten er at fortsætte selvom pladserne enten er optaget eller ikke opdaget endnu. 

Jeg skal være tålmodig. Men prøv lige at bede en 43 årig enlig kvinde, der er nået til det livsstadie, hvor der er ting der skal nåes, inden det er for sent, om at være tålmodig.

Alting skulle helst være sket i går, det er jo derfor nogen kalder det panikalderen. 

Beklager, jeg kan ikke sætte mig tålmodigt ned og lære, hvorfor tålmodighed er en dyd. Det giver mening for en 80-årig, men ikke for mig. Jeg er ikke gammel nok til at forstå den visdom.

Så i ventetiden vil jeg lave meningsfyldte ting. Jeg vil være åben og udadvendt, selvom det er grænseoverskridende for mig, fordi jeg er introvert af natur. Jeg rekreere hjemme foran klaveret   , så der kommer balance i tingene. Stormen raser et sted lige udenfor, men jeg hører kun hylene fra den engang imellem, og jeg vil ikke give den min kostbare tid og min nysgerrige og livgivende opmærksomhed. 

Jeg gør det jeg er bedst til, jeg tænker kreative tanker og handler spontant på enhver mulighed. En dag falder lykken ned i mine arme, og jeg skal nok gribe den. En dag smiler livet til mig, og så får det et knus tilbage. En dag, måske i dag, måske i morgen, i næste uge, om en måned eller to, en dag vil jeg møde det gode liv, som venter på mig et sted. En dag....

Et valg med livslange konsekvenser

Jeg drømmer om dem næsten hver nat. Det er nu to år siden jeg sagde farvel til hele min familie, og om en måned ser jeg med stor sandsynlighed min mor og stedfar igen og måske flere. Lucas skal konfirmeres og jeg kan ikke bestemme, hvem der skal komme i kirken. I mine drømme bliver jeg ofte forsonet med dem imod min vilje. Vågen tænker jeg meget på, hvordan jeg skal håndtere at se dem. Hvordan jeg skal hilse på dem. Skal jeg smile? Ignorerer dem? 
Hilse venligt som om jeg ikke kender dem? Hilse varmt på dem, og så vende dem ryggen og ignorerer dem bagefter, så de tror det intet betyder? Hvad gør jeg, hvis de forsøger at snakke med mig?

For 2 år siden sendte jeg dem hver et brev. Alle fik de at vide, hvordan min far havde forgrebet sig på mig som barn og hvordan min stedfar havde krænket mig som ung. Jeg skrev til dem, at jeg ville accepteres med den historie jeg bærer med mig. Jeg ville have, at de skulle tro på mig og anerkende min smerte og de følger det har for mig i dag. Jeg ville behandles ordentligt, og ikke som familiens sorte russiske får. For så længe de ikke vil anerkende min historie, så vil de aldrig være i stand til at passe på mine børn. Min mor er stadig sammen med min stedfar. Min søster ser stadig min far. Hvem passer på børnene i min familie? 

Men det var for stort et krav. Så efter et par brevudvekslinger blev det en afsked med hele familien. Mit liv og mine børns sikkerhed betyder mere end at have en familie. Et godt og utrolig svært valg. 

Og selvfølgelig skulle Søren blande sig. Jeg troede han ville passe på børnene, ja, jeg havde faktisk slet ikke tænkt på, at han ikke skulle tro på mine oplevelser med min far og stedfar. Men i stedet skrev min mor til mig, at hun havde kontaktet Søren, og at de nu så børnene igennem ham. Jeg var rystet. Det Søren gjorde var så grænseoverskridende at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg bliver altid ramt, når nogen ikke tror på mig, men hvem skulle så passe på børnene? Nu var jeg der jo ikke længere.

Jeg valgte at fortælle børnene årsagen til at jeg ikke ville se min familie igen. Overskrifterne i min historie og jeg følte, at jeg var nødt til at lære Teresa, hvordan hun kunne passe på sig selv. 
Det er ikke rimeligt at en 9-årig pige skal passe på sig selv, men hvem skulle ellers?

Jeg har savnet en familie, men ikke min familie. Jeg har savnet at høre til et sted, men jeg er blevet god til at arrangere og planlægge mig ud af savnet, for i højtiderne er det svært. 
Jeg er utrolig påvirket af Sørens valg, og når børnene er sammen med min familie, har jeg det forfærdeligt. Men hvad kan jeg gøre? 

Jeg tager ikke med til Lucas´s konfirmationsfest, men jeg tager med i kirken. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv til den fest. I kirken sidder jeg med Marcus på den ene side og hans kæreste på den anden side. Men til festen ville jeg skulle sidde sammen med min familie og Sørens familie og være mere "russisk og sort" end nogensinde før. Lucas er ked af at jeg ikke kommer med, og det er jeg også. Jeg forsøger at kompensere for det ved at give ham en rejse, som han og jeg skal på til sommer. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en dag skal børnene giftes. Hvad gør jeg så? Kan jeg være med der? Ved at børnene har bevaret kontakten til min familie igennem Søren, betaler jeg en højere pris for mit valg. Jeg skal konfronteres med min familie eller gå glip af mine børns store livsbegivenheder. Det var ikke sådan det skulle være. Det er ikke retfærdigt.

Jeg sagde farvel til min dysfunktionelle familie, men Søren placerede børnene i en endnu større dysfunktionel familie. Det er svært at at leve med.

Jeg fortryder ikke mit valg, men jeg er ulykkelig over ikke at kunne passe på mine børn, og at mine børns kontakt til min familie gør, at jeg betaler en tidobbelt stor pris langt ind i fremtiden.