Den ubetingede kærlighed

Da jeg i går skulle forklare sagsbehandleren, hvad det var for nogle vanskeligheder jeg oplevede i forhold til Lucas og Teresa, blev det igen klart for mig, hvor mange følelser jeg holder tilbage.

I forhold til Lucas er der meget vrede og frustration. Det er jo ikke fordi jeg ikke elsker ham, det gør jeg, og jeg mærker de varme følelser når jeg er sammen med ham. Men der er en følelse,der hele tiden bliver skubbet væk. Tør jeg indrømme den for mig selv? Tør jeg fortælle om den? Og hvordan kommer jeg af med den? 

Lucas er vred på mig. Jeg er usikker på, hvad der gemmer sig bag den vrede, men måske er det skyldfølelse, måske er det fordi jeg ikke lod ham flytte til Søren for et år siden. Måske er det omvendt. Måske føler han sig afvist og sendt væk, fordi jeg traf beslutningen om at lade ham bo hos Søren permanent, da han havde gjort Teresa fortræd. Vi har ikke snakket om det, det er ikke så godt, og selvfølgelig skal der gøres noget ved det. 

Lucas er fysisk større og stærkere end jeg er. Han har på mange måder en voksen mands størrelse, selvom han kun er 13. Det er især når hans teenager-hormoner raser og gør ham ganske uudholdelig, at den forbudte følelse melder sig. I stedet for at være min lille elskede bløde sjove og humoristiske søn, bliver han en voksen, truende og seksuelt grænseoverskridende mand. Min krop føler afsky og jeg mærker at jeg bliver utryg og bange. Samme følelser som jeg mærker, når det handler om min far eller min stedfar. Sådan er det ikke meningen at en mor skal føle, vel? 

Jeg bliver også bange for mine egne følelser, for jeg skal jo elske mine børn ubetinget. Lige meget hvad de gør forkert, skal de elskes. Sådan ved jeg at det bør være, sådan vil jeg helst fortælle, at det er. Jeg elsker ham, og jeg ved at det er hans gerning, der er svær for mig at acceptere. Jeg elsker Lucas som menneske, men ikke det han gør. Så, nu er den på plads, så skulle alt være i den skønneste orden. Jeg ved hvad der er rigtigt at gøre, ....hvis bare jeg så kunne få den anden følelse væk. 

Lige nu gør jeg alt for at undgå konflikter med ham. Han er grænseoverskridende på mange måder, men jeg holder mig tilbage og ignorerer det. Det er for at bevare det gode forhold og forbedre de skævheder der har været imellem os. Det er fornuftigt nok, men det er kun halvdelen af sandheden. Det er også fordi jeg er bange for at mærke den anden følelse, følelsen af afsky og angst. 

Jeg har brug for hjælp til at få rettet op på forholdet til Lucas. Hjælp fra et menneske, der ikke bebrejder mig, at det er sådan fat. Hvem mon kan rumme noget, der er så grimt? Jeg håber at det er en rigtig dygtig psykolog, de har ansat i familiehuset, hvor jeg kan få tilbudt hjælp.