Et valg med livslange konsekvenser

Jeg drømmer om dem næsten hver nat. Det er nu to år siden jeg sagde farvel til hele min familie, og om en måned ser jeg med stor sandsynlighed min mor og stedfar igen og måske flere. Lucas skal konfirmeres og jeg kan ikke bestemme, hvem der skal komme i kirken. I mine drømme bliver jeg ofte forsonet med dem imod min vilje. Vågen tænker jeg meget på, hvordan jeg skal håndtere at se dem. Hvordan jeg skal hilse på dem. Skal jeg smile? Ignorerer dem? 
Hilse venligt som om jeg ikke kender dem? Hilse varmt på dem, og så vende dem ryggen og ignorerer dem bagefter, så de tror det intet betyder? Hvad gør jeg, hvis de forsøger at snakke med mig?

For 2 år siden sendte jeg dem hver et brev. Alle fik de at vide, hvordan min far havde forgrebet sig på mig som barn og hvordan min stedfar havde krænket mig som ung. Jeg skrev til dem, at jeg ville accepteres med den historie jeg bærer med mig. Jeg ville have, at de skulle tro på mig og anerkende min smerte og de følger det har for mig i dag. Jeg ville behandles ordentligt, og ikke som familiens sorte russiske får. For så længe de ikke vil anerkende min historie, så vil de aldrig være i stand til at passe på mine børn. Min mor er stadig sammen med min stedfar. Min søster ser stadig min far. Hvem passer på børnene i min familie? 

Men det var for stort et krav. Så efter et par brevudvekslinger blev det en afsked med hele familien. Mit liv og mine børns sikkerhed betyder mere end at have en familie. Et godt og utrolig svært valg. 

Og selvfølgelig skulle Søren blande sig. Jeg troede han ville passe på børnene, ja, jeg havde faktisk slet ikke tænkt på, at han ikke skulle tro på mine oplevelser med min far og stedfar. Men i stedet skrev min mor til mig, at hun havde kontaktet Søren, og at de nu så børnene igennem ham. Jeg var rystet. Det Søren gjorde var så grænseoverskridende at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg bliver altid ramt, når nogen ikke tror på mig, men hvem skulle så passe på børnene? Nu var jeg der jo ikke længere.

Jeg valgte at fortælle børnene årsagen til at jeg ikke ville se min familie igen. Overskrifterne i min historie og jeg følte, at jeg var nødt til at lære Teresa, hvordan hun kunne passe på sig selv. 
Det er ikke rimeligt at en 9-årig pige skal passe på sig selv, men hvem skulle ellers?

Jeg har savnet en familie, men ikke min familie. Jeg har savnet at høre til et sted, men jeg er blevet god til at arrangere og planlægge mig ud af savnet, for i højtiderne er det svært. 
Jeg er utrolig påvirket af Sørens valg, og når børnene er sammen med min familie, har jeg det forfærdeligt. Men hvad kan jeg gøre? 

Jeg tager ikke med til Lucas´s konfirmationsfest, men jeg tager med i kirken. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv til den fest. I kirken sidder jeg med Marcus på den ene side og hans kæreste på den anden side. Men til festen ville jeg skulle sidde sammen med min familie og Sørens familie og være mere "russisk og sort" end nogensinde før. Lucas er ked af at jeg ikke kommer med, og det er jeg også. Jeg forsøger at kompensere for det ved at give ham en rejse, som han og jeg skal på til sommer. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en dag skal børnene giftes. Hvad gør jeg så? Kan jeg være med der? Ved at børnene har bevaret kontakten til min familie igennem Søren, betaler jeg en højere pris for mit valg. Jeg skal konfronteres med min familie eller gå glip af mine børns store livsbegivenheder. Det var ikke sådan det skulle være. Det er ikke retfærdigt.

Jeg sagde farvel til min dysfunktionelle familie, men Søren placerede børnene i en endnu større dysfunktionel familie. Det er svært at at leve med.

Jeg fortryder ikke mit valg, men jeg er ulykkelig over ikke at kunne passe på mine børn, og at mine børns kontakt til min familie gør, at jeg betaler en tidobbelt stor pris langt ind i fremtiden. 

Livskraften

Jeg vil så gerne være positiv, optimistisk og glad. Jeg bliver aldrig sådan rigtig udadvendt, men det gør heller ikke noget, når bare andre mennesker kan lide mig.

Denne måde at være på passer godt til min stærke vilje til livet. Jeg har aldrig brudt mig om ordet "overlever". Hvis man overlever et trafikuheld, så er det ikke sikkert det udelukkende er positivt, for der kan være følger som nedsætter livskvaliten resten af livet. At være overlever efter seksuelle overgreb er for mig ikke godt nok. Jeg vil have et godt liv, så jeg kan blive en tilfreds og livsklog 100 årig gammel dame, der smiler, når hun ser tilbage på årene der gik.

Jeg samler på gode oplevelser. Jeg vælger ting fra, som ikke er godt for mig, og jeg holder fast i at gøre ting, som gør mig glad og afslappet. Jeg er ufattelig god til at få det bedste ud af livets forandringer og udfordringer, også når de gør ondt og ikke er ønskede. Min hjernes kreativitet går med det samme i gang og forsøger at nytænke indtil jeg igen er tilfreds med mit liv. Min kerne af livsmod og livsvilje er min allerbedste ven.

De seneste 2 år har jeg sagt farvel til min mor, mine søskende, mine mostre og onkler, min arbejdskariere, nogle gode relationer og mit skønne hus i skoven. Jeg har ladet Lucas flytte til sin far og for 1½ år siden flyttede min store søn Marcus hjemmefra. 

Nu er jeg kommet i en situation, hvor jeg ikke bare kan tænke kreativt. Søren kører retssag imod mig for at tage Teresa fra mig også, men det kan jeg aldrig nogensinde tillade sker. Teresa vil ikke og det er på ingen måde godt for hverken hende eller mig. Jeg kan ikke tænke eller handle mig ud af problemet. Situationen er ude af mine hænder. Der er intet jeg kan gøre udover at prøve at blive ved at tænke klart og logisk og tro på, at sandheden og fornuften sejrer til sidst.

Jeg har klaret mig igennem de andre tab, men at fratage mig min kreative overlevelsesstrategi føles som tortur. En konstant indre frygt for at miste min datter. Psykologerne på rådgivningscenteret og socialrådgiveren vil have mig til at sige til Teresa, at det er ok med mig, hvis hun vælger at ville bo ved Søren. At vi ses alligevel og at hun ikke mister mig.
Men det kan jeg ikke sige. Det ville være at lyve. Søren ville gøre alt for at skade min relation til børnene. Han vil bilde børnene ind, at de har det bedst hos ham og hans nye kone. Han vil gnide sig i hænderne og fryde sig. Så har han taget alt fra mig inklusiv min familie.
At jeg sagde farvel til min familie, fordi de fortsat ikke ville anerkende, at min far og stedfar har udsat mig for seksuelt overgreb. At jeg ville beskytte mine børn fra deres løgne om mig og deres overfladiske facade, og at jeg ville beskytte Teresa imod overgreb fra min stedfar, alt det vil jeg blive hånet for. Søren elsker at kunne pege fingre af mig og lade børnene vide, at jeg ikke er normal. 

Jeg vil gerne møde verden positivt og vise dem mit glade og positive væsen. Men jeg er for træt. Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere kan vise de positive sider, fordi frustrationen, magtesløsheden og det uendelige pres fylder det hele. Jeg kan ikke skjule det længere, for smilene når ikke øjnene. Smerten indefra lyser ud af dem og får mig til at se slidt og trist ud. 

Min stærke livskraft er lige nu begravet under mit trætte og sorgfulde sind. Den er der endnu, det ved jeg, og så snart det mindste hul giver den plads, eksploderer den og går til angreb på bekymringerne og trætheden. Jeg stoler på den, for uden den ville jeg ikke være den jeg er. Uden den ville jeg ikke have klaret mig så stærkt indtil nu. Livskraften får ingen lov at tage fra mig. Jeg slipper den aldrig. 

Det gør ondt at være der, hvor jeg er lige nu. Jeg frygter, at jeg skræmmer alle væk, når mine øjne nægter at smile. Sådan her vil jeg ikke have det. Jeg håber så inderligt at det snart er overstået, så glæden og optimismen kan få plads igen. Kære Gud, lad tiden flyve og gør sindet let, imens jeg venter. 

En kop varm chokolade

Det stormer udenfor. En isnende kold vind vrider træerne rundt og tvinger grenene til jorden. Ude i stormen er det svært at stå fast. Vejen der ellers plejer at være let at gå, synes uden ende og frakken og uldtrøjen beskytter ikke længere sjælen imod kulden. Vinden efterlader sine spor. 

Jeg ser mig selv i spejlet. Måske er spejlbilledet blevet for gammelt, en ting er sikkert, det trænger i hvert fald til at fornyes. Den konstante vind giver betændelse i øjnene og gør håret glansløst og uglet. Kropper er hærget og skuldrene hænger. Orkanen raser værre end nogensinde.

Kun de røde kinder viser, at der stadig er varmt blod i kroppen. Jeg mærker et behov for at trække benene op under mig og lade mit lune uldtæppe varme sjæl og krop. Alt for lang tid har orkanen raset, alt for lang tid har jeg vandret rundt uden beskyttelse imod vinden.

Lige nu sidder jeg under tæppet med min ynglingschokolade i mit favorit krus. Meteologerne lover ingen bedring forløbigt, men jeg mærker alligevel varmen sprede sig i min forblæste krop. Den indre varme pumper rundt i kroppen og efterlader håb. Et håb om at vinden lægger sig og at det bliver muligt at få varmen igen. 

Intet er bedre end en dejlig kop varm chokolade, når kroppen er på frysepunktet og sjælen truer med at blive til en istap.  

Mine venner ser stormens hærgen, men de ser heldigvis også de små erantisser og de grønne spirer. Og de tror på at stormen snart lægger sig, så det kan blive forår. Mine venner er gode til at lave varm chokolade. De varmer min sjæl og gør kuldens stikkende fornemmelse mere udholdelig.

Tak for den varme chokolade.

En fremmed ved bedst, siger dommeren.

Så kom den henvendelse jeg har ventet og frygtet. Et brev med en fremmed psykologs navn og en dato for en 2 timer lang samtale, hvor hun skal tage stilling til, om Teresa kan bo hos mig. 

Teresa vil ikke flytte. Hun vil bo her og er glad for at være her hos mig. Hun har altid været hos mig og hun har fundet en ny veninde. Hun kan lide sin skole og hun trives. 

Men denne fremmede psykolog har nu magten til at tage stilling til, hvorvidt det er godt for Teresa at blive hos mig, eller hun skal tvinges til at bo hos sin far.
En børneretssagkyndig undersøgelse hedder det. Barnets ret....jo, det skal være så fint så fint. Her i Danmark bliver børn hørt. Sådan ser det måske ud, men er det nu også sådan?

Teresa er presset. Hun er nødt til at udtale sig om hendes forældre på en måde, som intet barn burde være tvunget til. Hun har en trussel hængende over hovedet om at blive tvunget til at flytte. Hun kan ikke fortælle om sit ønske til sin far, for så bliver han vred og begynder at sige en masse grimme ting om mig. Dette gør Teresa alt hvad hun kan for at undgå, og det betyder at hun taler sin far efter munden og lader ham tro, at hun gerne vil være hos ham. 

Jeg kan ikke tage dette pres fra hende, for min mening er sat ud af funktion. Det handler lige nu  mest om, hvad Teresa vil og hvad den fremmede psykolog vurderer er bedst. Hun ved bedst, hun er klogest. Teresa skal redde sig selv. 

Den fremmede psykolog skal tale med mig i to timer og med Søren i to timer. Jeg ved ikke hvem hun snakker med først, jeg kan kun håbe på, at det er mig. For ellers kan Søren igen sidde og fortælle løgne og farve de briller hun skal iagttage mig med. Sådan som han har fået held til at gøre det, i forhold til socialrådgivere og behandlerne på rådgivningscenteret, hvor Lucas og Teresa får samtaler. 
Jeg har ikke noget at skjule. Jeg gør det godt og er en god mor. Jeg gider ikke føre krig med Søren. Vil han skyde, så er det op til ham. Mit fokus er på Teresa og hendes behov, men også på det faktum, at jeg ikke vil give slip på Teresa, som jeg har været nødt til at slippe Lucas. Jeg vil ikke fratages alt. Det er simpelthen ikke rimeligt.

Hvor er den sunde fornuft blevet af? Hvorfor skulle det være godt at fjerne Teresa fra mig, imod hendes vilje, placerer hende hos hendes far og risikerer at konflikterne og overgrebene imellem Lucas og Teresa igen blusser op? Det er ikke godt for nogen af børnene. 

Om en måned eller to sidder jeg igen foran dommeren. En kvinde der aldrig har set eller talt med Teresa. En kvinde som ikke kender mig, udover det andre fremmede har skrevet og et enkelt retsmøde. En kvinde som aldrig har set mig sammen med mine børn. Og hendes ord er lov. Hun træffer en beslutning ud fra en fremmed psykologs udtalelser på baggrund af en enkelt samtale med os som forældre hver især samt et par samtaler med Teresa. 

Her i Danmark ved fremmede bedst, siger dommeren

Den ubetingede kærlighed

Da jeg i går skulle forklare sagsbehandleren, hvad det var for nogle vanskeligheder jeg oplevede i forhold til Lucas og Teresa, blev det igen klart for mig, hvor mange følelser jeg holder tilbage.

I forhold til Lucas er der meget vrede og frustration. Det er jo ikke fordi jeg ikke elsker ham, det gør jeg, og jeg mærker de varme følelser når jeg er sammen med ham. Men der er en følelse,der hele tiden bliver skubbet væk. Tør jeg indrømme den for mig selv? Tør jeg fortælle om den? Og hvordan kommer jeg af med den? 

Lucas er vred på mig. Jeg er usikker på, hvad der gemmer sig bag den vrede, men måske er det skyldfølelse, måske er det fordi jeg ikke lod ham flytte til Søren for et år siden. Måske er det omvendt. Måske føler han sig afvist og sendt væk, fordi jeg traf beslutningen om at lade ham bo hos Søren permanent, da han havde gjort Teresa fortræd. Vi har ikke snakket om det, det er ikke så godt, og selvfølgelig skal der gøres noget ved det. 

Lucas er fysisk større og stærkere end jeg er. Han har på mange måder en voksen mands størrelse, selvom han kun er 13. Det er især når hans teenager-hormoner raser og gør ham ganske uudholdelig, at den forbudte følelse melder sig. I stedet for at være min lille elskede bløde sjove og humoristiske søn, bliver han en voksen, truende og seksuelt grænseoverskridende mand. Min krop føler afsky og jeg mærker at jeg bliver utryg og bange. Samme følelser som jeg mærker, når det handler om min far eller min stedfar. Sådan er det ikke meningen at en mor skal føle, vel? 

Jeg bliver også bange for mine egne følelser, for jeg skal jo elske mine børn ubetinget. Lige meget hvad de gør forkert, skal de elskes. Sådan ved jeg at det bør være, sådan vil jeg helst fortælle, at det er. Jeg elsker ham, og jeg ved at det er hans gerning, der er svær for mig at acceptere. Jeg elsker Lucas som menneske, men ikke det han gør. Så, nu er den på plads, så skulle alt være i den skønneste orden. Jeg ved hvad der er rigtigt at gøre, ....hvis bare jeg så kunne få den anden følelse væk. 

Lige nu gør jeg alt for at undgå konflikter med ham. Han er grænseoverskridende på mange måder, men jeg holder mig tilbage og ignorerer det. Det er for at bevare det gode forhold og forbedre de skævheder der har været imellem os. Det er fornuftigt nok, men det er kun halvdelen af sandheden. Det er også fordi jeg er bange for at mærke den anden følelse, følelsen af afsky og angst. 

Jeg har brug for hjælp til at få rettet op på forholdet til Lucas. Hjælp fra et menneske, der ikke bebrejder mig, at det er sådan fat. Hvem mon kan rumme noget, der er så grimt? Jeg håber at det er en rigtig dygtig psykolog, de har ansat i familiehuset, hvor jeg kan få tilbudt hjælp. 

Jeg ønsker bare fred.

Klokken er 2, men jeg kan ikke sove. Det er nu et halvt år siden, at jeg læste underretningen, 6 måneder er gået siden Teresa's hemmelighed blev afsløret. Hvordan mon et barn på 11 år oplever sådant et halvt år? 

For et halvt år siden sad vi 3 ved morgenbordet og spiste, mig, Teresa og Lucas. Skoven og dens dyr var vores nærmeste nabo. Om få timer, når Teresa står op, sidder vi to ved morgenbordet i en storby med naboer, nabohaver, gadelygter og brosten lige udenfor vinduerne. Solsorten er ikke vågnet endnu, men om lidt skræpper han op fordi han ser byen vågne. I skoven fløjtede han godmorgen med sin smukke melankolske sang. Måske skulle jeg skræppe lidt sammen med ham, skræppe frustrationen ud og vække de mennesker, som intet aner om den smerte, som jeg bærer rundt på. Skræppe op om, at jeg længes efter at synge.

Det var godt at sandheden om overgrebene kom frem, så jeg kunne handle og stoppe dem. Jeg ved, at Teresa er lettet over at slippe for den tunge hemmelighed, men også hun venter på fred. Kære Gud, hvor bliver freden af? 

Jeg husker stadig hvordan ordene i Teresas dagbog sprang op som en knytnæve og lammede mig i flere minutter, imens sandheden langsomt sivede ind i bevidstheden og krævede handling. Beskrivelsen af de seksuelle overgreb begået af en jævnaldrene dreng i parallelklassen og af Lucas, var ikke til at komme udenom. Tankerne myldrede. Min lille pige skulle jo ikke opleve at blive seksuelt misbrugt. Jeg skulle bryde den sociale arv. Det var meningen at den sociale arv skulle slutte ved mig. Hvorfor? Jeg har gjort alt hvad jeg kunne og alligevel var det ikke godt nok. Hvad nu? Lucas skal hjem til hans far. Hvad med Teresa? Hvem passer på hende i skolen? Jeg kan da ikke bare sende hende afsted? Men jeg kan da heller ikke holde hende hjemme. Hvorfor? Lucas, hvordan kunne han gøre det her? Hvorfor? 

I morgen kommer den nye socialrådgiver i den nye kommune hjem til mig. §50 undersøgelsen der er lavet af den gamle kommune, fortæller om et fraskilt forældrepar, der har ført krig imod hinanden og passer godt i tidens billede af, at alle familier, hvor der foregår overgreb, er dysfunktionelle familier. Der står, at Søren har travlt med at finde fejl og mangler hos mig, og at jeg har travlt med at bevise, at det ikke passer. Selvom der står meget rigtigt i den og at den i bund og grund peger på at både forældre og børn skal tilbydes hjælp, så står der også en masse lort. Lort, som Søren har fået held til at placere, i hver eneste samtale han har haft med set offentlige system. Løgne og beskyldninger, som jeg ikke kan få slettet. 
Jeg håber af hele mit hjerte, at det er en socialrådgiver, der kan se mig i et sandt lys. Som vil tro på mig og min historie. Og som kan træde varsomt og forstår, at hun også skal passe på Teresa. Jeg håber, at jeg nu, efter et halvt år, kan få tilbudt den hjælp, som man har haft så snegletravlt med at beskrive, at jeg har brug for. Hvor jeg dog længes efter at mærke omsorg og anerkendelse i stedet for mistro og beskyldninger. Hvor jeg dog længes efter fred helt ind i mit aller inderste. Fred, fred, fred.

Mit ønske med denne blog

Jeg har brug for luft. Der sker så meget i mit liv, som jeg ikke bare kan råbe højt om på gaden, fordi der også er personer, som jeg ønsker at beskytte. Så i stedet vil jeg skrive på denne her blog, så mine erfaring og oplevelser kan blive delt med relevante faggrupper og interesserede mennesker, så de kan reflektere over livet med ny viden.

Jeg kommer til at berøre emner som senfølger efter incest, seksuelle overgreb og andre svigt i barndommen. Læserne vil få indblik i mit liv, mine kampe, mine udfordringer som både kvinde og mor. Jeg vil fortælle om social arv og mine børn. 

Jeg har valgt at skrive anonymt under et andet navn. Min familie lever stadig og skal ikke opleve sig udleveret og sladret om. Mine børns historie er vigtig at fortælle, men de skal kunne gå i skole og have venner uden at deres situation er kendt af alle. Journalister ville kunne have et ønske om at opsøge mig og mine børn, det må aldrig nogensinde ske. Selvom jeg selv føler mig parat til at fortælle åbent om mine oplevelser, så er det også rart at kunne bo i fred og møde mennesker uden at de kender hele min historie. 

God læselyst