At finde hjem

Her er smukt. I det ene sprossede vindue står en bregne, der med sin lethed lader lyset skinne igennem. I det andet står der en plante med helt små hvide blomster, de dufter godt og pynter. Her er som der skal være. Der er brug for at blive puslet lidt om enkelte detaljer, men helheden er fin. Jeg har fået mig indrettet som jeg ønskede det. 

Men det er bare ikke så enkelt, når følelsen af at høre hjemme nægter at dukke op. I lang tid troede jeg, at det var fordi der var alt det uro omkring Teresa, men nu, hvor der ikke længere er tvivl om, at hun skal blive her, så burde følelsen af varme og hjemlighed melde sig, når jeg sætter nøglen i min dør og træder indenfor.

Jeg har fået nogle gode venner, som jeg holder utrolig meget af. Jeg har lukket dem ind og ignorerer alt den angst og usikkerhed der følger med. Jeg oplever at de holder af mig og det giver byen et mindre ensomt skær. Jeg er i gang med at få et netværk og jeg vil ikke herfra igen. 

Jeg har en ide om, at det er fordi jeg er blevet "overvåget". Sagsbehandlere og psykologen, der skulle lave den børnesagkyndige undersøgelse, Søren, der via børnene og behandlingsstedet har kunnet bruge hver en lille udtalelse til at beskylde mig for ikke at være god nok. Et brev skrevet til min mor endte på Sørens advokats kontor, fordi min mor, der er vred over at Teresa ikke må overnatte hos hende, vil have hævn og ville hjælpe Søren til at bevise, at jeg ikke var egnet til at være mor. Et brev, hvor jeg markerede, at hun gik over mine grænser, og hvor jeg gjorde hende klart, at hun skulle respektere mig.

Da jeg var barn var jeg frygteligt bange for at gøre noget forkert og vække opsigt. Og på en måde havnede jeg tilbage i den følelse. En lille fejl, et forkert ord eller handling ville blive brugt imod mig og kunne betyde, at Teresa ville blive taget fra mig. Jeg har holdt vejret og forsøgt at være perfekt. Hver gang det ikke lykkedes, fyldtes hver eneste celle i min krop med angst for konsekvenserne. 

Nu er det ovre. Jeg kan slappe af, trække vejret og børste det perfekte af mig. Jeg er fri, hvis jeg altså tør sprede vingerne ud igen. Og det er måske der hele problemet er. Når jeg træder ind i mit hjem kan jeg ikke trække vejret. Jeg har været nødt til at passe så godt på mig selv, at armene omkring mig ikke vil løsne deres greb. Arme som krampagtigt holder fast for ikke at miste det smukke menneske jeg er, og som ikke har tillid til at slippe mig fri. 

De arme er angsten for at miste mig selv og det jeg holder af. De arme beskytter mig og kvæler mig på samme tid. GIV SLIP OG SÆT MIG NED. Lad mig være mig med alt det smukke vidunderlige skønne uperfekte. Lad mig gå selv. Jeg behøver ikke længere arme der passer på mig. Jeg ved, at jeg er et dejligt menneske, jeg kan se det i mine venners øjne, når de ser på mig. Jeg kan se det i mit spejlbillede. Jeg kan se det og mærke det og vigtigst af alt, jeg kan tage det til mig og lukke det ind i mit hjerte. Vande det med mine rørte tårer og mærke, at det vokser. 

Her, i mit hjem og omgivet af mine smukke ting, har jeg brug for at lade de omklamrende arme slippe grebet. Her har jeg brug for at være fri til at leve. Trække vejret og få ny energi. Folde vingerne ud og afprøve dem. Se hvad de kan bære og se hvor de flyver hen.