søndag den 28. april 2013

Bank på og der skal blive lukket op.

Sans nuet og smag på livet. Det burde ikke være så svært, for det lyder vidunderligt. Lidt som en opskrift på at leve et meningsfyldt liv omgivet af duftende blomster og varme kærtegn fra mennesker, jeg holder af.

 Jeg kan tage en dyb indånding af den varme brise der hvirvler rundt ude i min gårdhave. Jeg kan mærke den silkebløde fornemmelse af liv, når jeg kører hånden igennem min hunds bløde hvalpepels. Jeg kan mindes en god vens glatte varme hud imod min håndflade. Jeg kan lytte til fuglenes konstante sang der fortæller at alt ånder liv og foråret er i fuld gang. Jeg kan se det lysegrønne skær der omgiver træernes grene, knopperne kan briste hvert øjeblik.  

Men hvad sker der, når et barn kommer til sin mor med tårer i øjnene og blodet løbende fra en rift på knæet, og det bliver mødt med et "Her er et plaster, det kan du sætte på" Hvad sker der med sansningen af smerten når den bliver afvist som ikke-eksisterende? 

Hvad sker der med den lille pige, der med en masse kærlige følelser for sin far oplever at kærligheden bliver givet tilbage i en helt forkert form. Når kærlighed bliver givet tilbage med en berøring og en tvang til noget, der på en gang er rart, smertefuldt, kærligt, forkert, farligt og livstruende?

Hvad sker der, når den lille pige kommer fra skole, stolt og glad og brændende har brug for at dele livet med sine forældre, men bliver mødt med et "Jeg har ikke tid, gå ind på dit værelse"?

Hvad sker der med den unge pige, der åbner op for sine nye fine tanker om kærlighedens væsen, men får beretninger om partnerbytte, forelskelse og begær tilbage? 

Hvad sker der med den unge kvinde, der vover at fortælle om alt det ubehagelige, men som ingen tror på? 

Hvad sker der med den unge kvinde, der netop har oplevet et seksuelt overgreb og har turdet lukke op og fortalt sin historie, når det offentlige sender hende på efterskole, uden nogensinde at snakke med hende og uden yderligere hjælp i månederne inden og og efter efterskoleopholdet?

Hvad sker der med den modne kvinde, når hun bliver lovet omsorg og respekt, men i steder oplever at få grænserne overskredet og være tæt på at blive voldtaget?

Hvad sker der når en mor, der er kærlig og elsker sine børn, pludselig bliver beskyldt for at være voldelig og for at svigte sine børn? Når ingen lytter til hende, men forholder sig skeptisk til ethvert ord hun siger?

Hvad sker der med en kvinde, der kæmper med livet og smerten, når hun bliver dømt uegnet og skal bevise det modsatte?

Hvad sker der  med kvinden, der søger alt det gode, smukke og meningsfyldte, når hun bliver mødt med vrede, hævn og foragt og magtesløs må se på, hvordan mennesker træder på det smukke hun har og tror på?

Et sådant menneske bygger en mur op imellem sig selv og omverdenen. De eneste der kan komme indenfor muren er hendes børn. Et sådant menneske længes efter at dele og modtage. Et sådant menneske bærer på en erfaring der siger, at det som hun tror, hun får, når hun rækker ud, ikke er det hun kan forvente at få.
Det ved jeg alt om, for jeg kæmper i dag med de senfølger der er opstået, som et resultat af dette.

Jeg længes efter at blive elsket og modtage kærtegn. Jeg længes efter at have en at holde i hånden, når jeg er allermest ked af det. Jeg længes efter at turde være mig uden en maske der påstår, at her går en lykkelig kvinde. Jeg længes efter at blive holdt om og vugget til ro, når angsten er ved at kvæle mig og presser livslysten over i det fjerneste hjørne. 

Jeg vil så gerne lukke mennesker ind i mit liv. Jeg har mennesker omkring mig, der længes efter at give mig kærlighed og omsorg, og som er kede af, at jeg ikke lukker dem ind. Og jeg er ked af, at jeg ikke kan. 

Mit spørgsmål til mig selv, til verden og til livet er, hvordan ændrer jeg det her? Hvad skal jeg gøre for at det bliver anderledes? Hvordan får jeg brudt den mur ned, som jeg har bygget op? Det skal gøres nænsomt, som med en neglefil og dog hurtigere end en asfaltopbryder . Jeg har brug for at det sker nu, for jeg kan ikke holde mit liv ud, som det er lige nu.

Kære Gud, jeg er så bange for dette stykke arbejde, bange for, hvad jeg risikerer at modtage, hvis jeg vover at lade mennesker komme ind der, hvor jeg har gemt alt det smukke.
Pas på mig og beskyt mig imod alt ondt. 
Amen









Ingen kommentarer:

Send en kommentar