onsdag den 12. februar 2014

Han gør det ikke igen

Lucas gør det ikke igen, det kan jeg ikke være uenig med sagsbehandlere og Rådgivningscenteret om. Han ved godt at han ikke må have noget seksuelt med sin søster, han ved godt, at han skal respektere hendes grænser, og han viser det både i ord og handling. Er målet så nået?

I efteråret afsluttede vi alt kontakt med Rådgivningscenteret. Teresa trives rigtig godt og Lucas havde længe været med som Teresas gæst, da hans hjemmekommune allerede inden sommerferien mente at de kunne klare Lucas' behandling i eget regi. Men siden har ingen fulgt Lucas tæt på.

I januar 2013 flyttede Lucas hen til hans far. I §50 undersøgelsen stod der, at det var vigtigt at være opmærksom på, om Lucas trivedes. Ligeledes stod der, at Søren skulle have hjælp til hans rolle som far. Ligesom jeg selv blev tilknyttet familiehuset i min kommune, så kunne man jo forvente at Søren blev tilknyttet en form for familierådgivning, så man sikrede at Lucas fik den støtte og opbakning han havde brug for. Især da kommunen i juni besluttede at stoppe deres betaling til Rådgivningscenteret, fordi de mente at kunne klare opgaven selv.

Men ud over at Søren er blevet henvist til en diætist for at kunne hjælpe sig selv og Lucas med at tabe sig, så har der ikke været nogen former for samtaler med Søren. Lucas har snakket med sundhedsplejersken en gang hver anden måned.

I forhold til børnenes forhold indbyrdes og i forhold til Teresas trivsel fortryder jeg ikke at jeg lod Lucas flytte, men når jeg alene ser på Lucas' trivsel så gør det voldsomt ondt. Lucas har udviklet en spiseforstyrelse. Hans fokus på søde drikke og lækkerier har taget overhånd i en sådan grad, at han ikke kan styre det. Lucas har taget voldsomt på over det seneste år, og hans selvfølelse lider i den grad under det. Nogle af de største signaler han har sendt, når han har været hos mig, var da han forsøgte at gemme en spray med flødeskum i Teresas vasketøjskurv og var nødt til at skulle i Netto efter småkager, selvom jeg havde marengs i ovnen. Småkager som han efterfølgende forsøgte at spise i skjul. Og jeg kan ikke råbe Søren op. Jeg kan ikke få sundhedsplejersken til at tage affære, og kommunen er ligeledes døv overfor min bekymring. Jeg kan bare stå og skrige til himlen "Hvem hjælper Lucas?"

Jeg har ringet til sagsbehandleren i Lucas' kommune men gentagne gange er jeg blevet holdt hen med, at der er noget i gang lige om lidt. Der har været tale om mange ting undervejs, udredning hos PPR, psykologsamtaler , og en støttekontaktperson til Lucas. Intet er indtil nu sket. Støttekontaktpersonen skulle ved seneste melding være klar efter vinterferien. PPR vil ikke undersøge Lucas. Skolen mener at Lucas' faglige gode udvikling er det samme som at han trives. Men socialt? Følelsesmæssigt? Fysisk?

I svømmehallen gemmer Lucas sig under vandet. Vil ikke bruge vipperne, ikke op i rutsjebanen og vil kun tumle meget lidt. Han gemmer sig under dynen og jeg ser ham kun uden t-shirt, når jeg skal klippe hans hår. Her pakker han sig dog også ind i et håndklæde. Mit hjerte bløder for ham. Jeg vil så gerne hjælpe ham, vise ham at han har værdi, at han er god nok. Jeg gør alt for at han skal føle sig elsket her hos mig. Siger gode ting til ham, roser ham og snakker med ham om fremtid og er glad på hans vegne, når han fortæller mig om gode fremskridt eller andre tanker han har gjort sig. Jeg forsøger at være så anerkendende som overhovedet muligt, og Lucas er glad for at være hos mig. Men alligevel sidder klumpen i halsen og får mine tårer frem, når jeg skriver det. "Hvem hjælper Lucas?"

For en måneds tid siden skrev jeg en underretning til kommunen, hvor jeg fortalte om min bekymring for Lucas og min frustration og kommunens manglende handling. Der gik to uger inden de reagerede på den. De indkaldte så Lucas og Søren til en samtale, og efterfølgende fik jeg et brev tilbage, hvor sagsbehandleren skrev at man ikke så nogen grund til bekymring. Og så gjorde man mig opmærksom på, at Lucas var blevet meget ked af det jeg havde skrevet i brevet. Søren har formået at beskrive mig så dårligt overfor kommunen og skolen, at jeg ikke bliver taget alvorligt. Ingen spørger sig selv, om det ikke er naturligt at en 14 årig dreng bliver berørt, når hans vanskeligheder bliver læst højt af en sagsbehandler. God måde at lukke munden på mig. Effektiv, fordi det sidste jeg ønsker er at gøre Lucas ked af det. "Se hvad du gør, du sårer din egen dreng. Bland dig udenom, det du oplever er uden betydning". 

Ingen ser hvordan Lucas bliver trumlet af sin far. Ingen ser den hån han bliver mødt med, når han ikke lever op til hans fars forventninger. Rådgivningscenteret var tæt på at opdage det, men da vi skulle afsluttes, og Søren ikke ville tage imod et afslutningsmøde, så endte sagen der. Ingen ser hvordan Søren stadig snakker ondt om mig. Ingen stopper op og tænker over, hvad det mon gør ved Lucas.

Mit største ønske var, at der var en fast procedure omkring hjælpen til børn, der har krænket andre. En procedure, der skulle sikre, at børnene får den hjælp de har brug for og at forældrene også får den hjælp der skal til, for at kunne hjælpe deres barn. En behandlingsplan, der blev lavet ud fra det enkelte barns behov og en professionel viden om typiske senfølger for børn der har krænket et andet barn.

Jeg er der for Lucas nu og i fremtiden. Jeg er der med min støtte og opmuntring. Jeg er klar til at sætte igang, hvis Lucas selv en dag kommer og fortæller, at han har brug for hjælp. Og indtil da må Lucas nøjes med min forståelse og kærlighed.

Det er himmelråbende dumt at svigte et barn på den måde. Jeg føler at jeg svigter, ved at opgive kampen. Men jeg kan ikke kæmpe mere. Magter det ikke. Og hvis Lucas oplever det som endnu en kamp imellem hans far og jeg, så skader det måske mere end det gavner.

Jeg ville sådan ønske der var mere jeg kunne gøre. Nu må min kærlighed gøre det ud for det hele. "Størst af alt er kærligheden" Jeg håber inderligt at det er rigtigt.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar