Jeg vil leve, grine og nyde livet. Jeg vil stå op om morgenen og føle mig levende og forventningsfuld til, hvad dagen bringer. Jeg vil have et meningsfyldt liv, og jeg vil have mennesker tæt omkring mig, som jeg kan betyde noget for.
Jeg vil synge mine sange for et publikum. Jeg vil i gang med at male igen og vise min kunst frem. Jeg vil igang med at skabe den plads og den synlighed omkring mig, som alt for let har ladet sig puste af banen. Jeg har ikke lært at være synlig, men jeg øver mig hele tiden og jeg bliver bedre.
Lige nu kender jeg kun ganske få i min nye by, og ikke personligt. Byen gemmer helt sikkert mennesker, som vil blive en del af mit liv. Jeg skal bare lige finde dem.
En morgen, da jeg var ude og lufte min uldtot af en hund, gik der en anden hundeejer foran mig. Hans hund vendte sig hele tiden om og ville gerne i kontakt med min hund, men ejeren viste ingen interesse og satte ikke farten ned. Jeg begyndte at gå hurtigere for jeg var stædigt opsat på at indhente ham. 200m, 150m, 100m, 50m, og så skulle min hund lige af med en lort, 150m, 100m, 50m, endelig får jeg rødkindet og forpustet spurt; "må din hund lege med min hund?"
Jeg spurgte ikke manden, om jeg måtte følges med ham og da han fortalte at han mødtes med nogle andre hundeejere i jagthytten, så gik jeg bare med derhen. Jeg blev heldigvis budt indenfor og sad så den formiddag sammen med 3 gamle herrer, halvanden generation ældre end jeg selv, og følte mig lidt malplaceret imens jeg undrede mig over min egen ihærdighed.
I kirken forsøger jeg også at blive set. Jeg smiler og hilser og følges med mennesker hen ad vejen hjemad, når gudstjenesten er forbi. Jeg deltager i alle sociale arrangementer jeg kan og jeg fortsætter i troen på, at der lige pludselig dumper noget meningsfyldt liv ned foran mig. Mennesker jeg kan blive venner med. Jeg længes efter den dag, hvor jeg finder den ledige stol omkring det runde bord, hvor andre mennesker sidder og deler deres liv og interesser.
Sådan går mine dage og kunsten er at bevare håbet om, at der kan ske noget godt lige om lidt. Kunsten er at fortsætte selvom pladserne enten er optaget eller ikke opdaget endnu.
Jeg skal være tålmodig. Men prøv lige at bede en 43 årig enlig kvinde, der er nået til det livsstadie, hvor der er ting der skal nåes, inden det er for sent, om at være tålmodig.
Alting skulle helst være sket i går, det er jo derfor nogen kalder det panikalderen.
Beklager, jeg kan ikke sætte mig tålmodigt ned og lære, hvorfor tålmodighed er en dyd. Det giver mening for en 80-årig, men ikke for mig. Jeg er ikke gammel nok til at forstå den visdom.
Så i ventetiden vil jeg lave meningsfyldte ting. Jeg vil være åben og udadvendt, selvom det er grænseoverskridende for mig, fordi jeg er introvert af natur. Jeg rekreere hjemme foran klaveret , så der kommer balance i tingene. Stormen raser et sted lige udenfor, men jeg hører kun hylene fra den engang imellem, og jeg vil ikke give den min kostbare tid og min nysgerrige og livgivende opmærksomhed.
Jeg gør det jeg er bedst til, jeg tænker kreative tanker og handler spontant på enhver mulighed. En dag falder lykken ned i mine arme, og jeg skal nok gribe den. En dag smiler livet til mig, og så får det et knus tilbage. En dag, måske i dag, måske i morgen, i næste uge, om en måned eller to, en dag vil jeg møde det gode liv, som venter på mig et sted. En dag....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar